Nyt sorgstøttetilbud til seniorer i Frederikshavn Kommune
Frederikshavn Kommune lancerer nu en ny sorgstøttegruppe for borgere over 65 år, der har mistet deres ægtefælle eller partner i første halvår af 2025.

Aktivitetsområde Øst i Frederikshavn Kommune lancerer i efteråret 2025 en ny sorgstøttegruppe for borgere over 65 år, der har mistet deres ægtefælle eller partner i første halvår af året. Tilbuddet er gratis og har til formål at skabe et trygt fællesskab, hvor deltagerne kan dele deres oplevelser og støtte hinanden i sorgprocessen.
Sorgstøttegrupperne oprettes to steder i kommunen – i Havkærhus i Sæby og i Rådhuscentret i Frederikshavn – og vil mødes 7 gange hver anden uge, med et opfølgende møde et par måneder senere. Hver mødegang varer ca. 1½ time og vil tage udgangspunkt i forskellige temaer relateret til sorg og livsforandringer.
- Formålet er ikke at fjerne sorgen, men at hjælpe deltagerne med at finde meningsfulde måder at forstå og integrere tabet i deres videre liv, siger Søren Vestergaard Pedersen, leder Aktivitetsområde Øst.
Der er ikke tale om et behandlingstilbud, men en samtalegruppe, hvor nærvær, fællesskab og erfaringsudveksling er i fokus. En medarbejder er tovholder og vil altid være til stede ved hvert møde og støtte samtalen.
Praktisk information
- Målgruppe: Borgere 65+, der har mistet ægtefælle/partner i 1. halvår 2025
- Deltagelse: Gratis (kaffe/te kan tilkøbes)
- Antal deltagere: 6–8 personer pr. gruppe
- Tavshedspligt: Gælder for alle deltagere
- Ingen henvisning er nødvendig
Tid og Sted
Havkærhus, Gasværksvej 24, Sæby
- Opstart: torsdag d. 21. august 2025 kl. 13.00–14.30
- Tilmelding: Tilmeld dig ved at ringe på telefon: 98 45 69 46
Rådhuscentret, Parallelvej 6, Frederikshavn
- Opstart: onsdag d. 20. august 2025 kl. 13.00–14.30
- Tilmelding: Tilmeld dig ved at ringe på telefon: 98 45 59 51