Workshop om forvandlingen fra bog til tv-serie
Filmmaskinen afholder i samarbejde med SF Studios gratis workshop om tv-serien OXEN, der er optaget i Frederikshavn Kommune. Under workshoppen bliver du klogere på, hvordan en historie forvandles fra bog til tv-serie

Tv-serien OXEN er baseret på Jens Henrik Jensens romanserie af samme navn. Den 23. november 2024 kan du få et unikt indblik i, hvordan OXEN er blevet til fra bog til færdig TV-serie.
Senia Dremstrup, producer fra SF Studios, som har været med fra seriens spæde start, vil fortælle om producerens arbejde og de overvejelser, der ligger bag at forvandle en fortælling fra bog til levende billeder. Deltagerne vil få mulighed for at deltage i små øvelser, se eksempler fra andre produktioner og stille spørgsmål undervejs.
Workshoppen finder sted lørdag den 23. november 2024 kl. 13.00-16.00 hos Filmaskinen, Skolegade 8, 9900 Frederikshavn. Det er gratis at deltage. Tilmelding skal ske på mail til Filmmaskinen.