Gå til hovedindhold

Netværksmøde om kommercielle potentialer i genanvendelse af råmaterialer

Verdens forbrug af råmaterialer stiger i en alarmerende hastighed, der kalder på øjeblikkelig handling og turbo på genanvendelse. Det er temaet for et virtuelt netværksmøde i Interreg Europe-projektet RAW4RES den 16. april 2024

Metalsvejsning

Indhold

    Det Internationale Energiagentur forudser, at vi allerede i 2031 løber ind i en flaskehals, hvor der ikke produceres nok kobber til alle vores elektriske, CO2-neutrale energisystemer. I 2020 brugte verden 25 millioner ton kobber. Det inkluderer alt det kobber, der blev genbrugt. I 2050 forventer Energiagenturet, at vi vil skulle bruge 50 millioner ton for at leve op til Parisaftalens mål om emissionsneutralitet.

    Det er essentielt, at virksomhederne tager ansvar for at sikre deres forsyningskæder, og at politikerne træffer beslutninger, der sikrer forsyningen af kritiske råmaterialer til samfundet og industrien. Frederikshavn Kommune er sammen med Erhvervshus Nord partner i et interregionalt samarbejdsprojekt – RAW4RES, der adresserer denne presserende udfordring.

    Sigtet med RAW4RES er at forbedre SMV’ers konkurrenceevne og nedbringe erhvervsvirksomheders sårbarhed over for forsyning af kritiske råmaterialer og industrielle metaller i projektpartneres geografiske områder. Det næste RAW4RES virtuelle netværksmøde den 16. april 2024 fokuserer på potentialerne for genanvendelse af råmaterialer med to kvalificerede oplæg.

    Teamleder for Bæredygtighed i Stena Recycling A/S, Rebecca Asha Skjødt giver et indblik i mulighederne for at genanvende affald nu og i fremtiden i sit oplæg, der har titlen "Genanvendelse - et led i kæden":

    - Heldigvis har mange virksomheder fokus på affaldssortering og genanvendelse. Der er dog stadig et stort behov for at have fokus på, hvordan vi udvikler og designer produkter, så de kan genanvendes og affald kan reduceres. Sammensatte produkter - uanset om det er plast eller metal, giver lavere kvalitet til genanvendte råvarer, siger Rebecca Asha Skjødt, Teamleder for Bæredygtighed, Stena Recycling A/S.

    Rune Joachim Clausen, ingeniør i De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) fokuserer i sit indlæg på kortlægning af kritiske råmaterialer (CRM) og recycling potentialer i Danmark.

    Tilmelding til RAW4RES netværksmøde

    Alle, der er interesserede i at deltage i det virtuelle netværksmøde den 16. april fra kl. 09.00 til ca. 10.30, er velkomne. Tilmeld dig senest 12. april ved at sende en mail til kara@frederikshavn.dk

    Vil du gerne vide mere om RAW4RES, og hvordan du som virksomhed kan medvirke i projektet? Så er du velkommen til at kontakte chefkonsulent og projektleder Bahram Dehghan på tlf. 20 58 50 08 eller mail: BADE@frederikshavn.dk.

    Læs mere om RAW4RES