Gå til hovedindhold

Kommunen vil inddrage borgere i grønne fællesskaber i EU-projekt

Frederikshavn Kommune deltager i EU-projektet FEEL, der arbejder på at inddrage borgere, lokalsamfund og foreninger i grønne fællesskaber. Budskabet er, at alle bidrag tæller for at nedbringe vores CO2-udslip

Indhold

    Frederikshavn Kommune deltager i et EU-projektsamarbejde, som netop handler om de tiltag, vi hver især og i fællesskaber kan gøre, for at skrue ned for vores klimaaftryk.

    Mange løsninger kender vi. Det kan f.eks. være at genbruge mere og købe mindre nyt. Skrue ned for varmen, spare på strøm, vand og andre ressourcer. Mange kan også høste gode og grønne gevinster ved at energirenovere boligen. Bor man i et mindre lokalsamfund, kan man gå sammen i energifællesskaber, for at få adgang til en grønnere måde at opvarme boligen på.

    Det vigtige er, at alle bidrag – store som små – tæller, når det gælder om at opfylde Kommunens DK2020 målsætning om 70 procent reduktion af CO2 i 2030 og udledningsneutral kommune i 2050.

    Grønne fællesskaber – jeres bidrag kan inspirere andre

    Frederikshavn Kommune deltager sammen med syv andre europæiske kommuner og regioner i EU-projektet ”FEEL”. Projektet handler om at borgere, erhvervsliv, lokalsamfund og byråd sammen arbejder for tiltag i hverdagen der kan reducere vores CO2-udledning. 

    Er du en del af et fællesskab, en grundejerforening, måske en landsby eller andet, som enten er i gang eller gerne vil i gang med at energirenovere, blive en del af et energifællesskab – har en god idé eller løsning, du gerne vil dele til inspiration for andre. Så hører vi rigtig gerne fra dig eller jer.

    Fælles fokus på en grønnere fremtid

    ”FEEL” er en forkortelse af ”Frugal cities through Energy Efficiency and Low-tech communities”, og kan oversættes til: Sparsommelige byer via energieffektivitet og lavpraktiske løsninger i lokalsamfundet.
    Vi får gode idéer fra de andre projektsamarbejdspartnere, og deler også ud af gode erfaringer fra Frederikshavn kommune, så vi sammen kan bidrage til et grønnere Europa.  

    Vil du vide mere, eller har du en god idé?

    Alle enkle, lavpraktiske, fælles løsninger, der er med til at sænke klimaaftrykket, kan være med til at inspirere andre i en grønnere retning.

    Har du spørgsmål eller en god idé, så kontakt Rune Asmussen, Direktør med ansvar for Center for Teknik og Miljø og Center for Ejendomme, Park og Vej på mail: rnas@frederikshavn.dk eller telefon: +45 9845 5010