Gå til hovedindhold

Karsten Thomsen bliver ny borgmester i Frederikshavn Kommune

Mandag eftermiddag besluttede byrådet i Frederikshavn Kommune, at Karsten Thomsen bliver borgmester frem mod næste valgperiode

Indhold

    På et ekstraordinært byrådsmøde besluttede byrådet mandag eftermiddag, at Karsten Thomsen skal være Birgit S. Hansens efterfølger i Frederikshavn Kommune.

    Det sker, efter Birgit S. Hansen har fået nyt job i KL, og derfor trækker sig fra borgmesterposten 21. oktober 2024.

    - Nu skal jeg sætte mig ind i arbejdsgangene og skabe et nært samarbejde med direktionen og medarbejderne i kommunen. Jeg skal være med til at skabe tillid og tryghed i den situation, vi befinder os i nu. Og så er det vigtigt for mig at kunne favne alle i byrådet, siger Karsten Thomsen og understreger, at han har lært meget af samarbejdet med Birgit S. Hansen de seneste år.

    Omrokering i byrådet

    Birgit S. Hansen sidder ikke længere i byrådet, og Karsten Thomsen bliver som borgmester formand for Økonomiudvalget.

    Bent H. Pedersen bliver en del af byrådet i stedet for Birgit S. Hansen. Han har i forvejen siddet i byrådet som stedfortræder for byrådsmedlem Almina Nikontovic, som nu kommer tilbage efter orlov.

    Gitte Kiilerich Østergaard indtræder i Økonomiudvalget og Teknisk Udvalg. Karl James Falden indtræder i Bevillingsnævnet og valgbestyrelsen vedrørende Europa-Parlamentsvalg, folketingsvalg og kommunale valg.

    Derudover indtræder Bent H. Pedersen i Arbejdsmarkedsudvalget og Plan- og Miljøudvalget i stedet for Gitte Kiilerich Østergaard.