Gå til hovedindhold

Her er udvalget, som skal tilknytte unge til kommunen

Mandag blev det afgjort, hvem der skal sidde i det nye midlertidige udvalg, som skal arbejde på at tilknytte og tiltrække unge til Frederikshavn Kommune

Foto af Frederikshavn Kommunes byrådssal

Indhold

    Byrådet i Frederikshavn Kommune besluttede i februar at nedsætte et nyt udvalg, som skal tilknytte og tiltrække unge. Mandag blev det endeligt afgjort, hvem der skal sidde i udvalget.

    Udvalget er sammensat af tre byrådsmedlemmer og to medlemmer fra Ungebyrådet, og derudover er der fire medlemmer, som er blevet en del af udvalget ved at sende en motiveret ansøgning.

    Der er i alt ti personer, som har sendt en motiveret ansøgning, og de fem udpegede medlemmer har sammen besluttet, hvem de sidste fire skulle være.

    - Vi er glade for, at så mange ansøgere har vist interesse for det nye udvalg. Alle ansøgere har meget at byde ind med, og det har været en svær beslutning. Men vi har peget på fire, som sikrer en bred sammensætning i udvalget, for det er vigtigt at få forskellige indfaldsvinkler på de opgaver, vi står over for, siger Christina Lykke Eriksen på vegne af det nye udvalg.

    Her er de ni medlemmer

    Medlemmerne i de nye udvalg består af byrådsmedlemmerne Christina Lykke Eriksen, formand for det nye udvalg og Børne- og Ungdomsudvalget, og Almina Nikontovic og Jan Bjeldbak som repræsentanter for de to største partier i byrådet.

    Herudover er der to medlemmer fra Ungebyrådet, Laura Bærbach Nybro Christensen på 19 år fra Dybvad, som går på HF på Frederikshavn Gymnasium, og Pernille Ørnbøl Østergaard Jørgensen på 18 år fra Øster Holmen, som går på HHX på Frederikshavn Handelsskole.

    De sidste fire medlemmer er valgt ud fra motiverede ansøgninger. Valget er faldet på:

    • Nanna Højmark, 26 år, Skagen, lærerstuderende
    • Mathias Offerdal Christiansen, 26 år, Frederikshavn, erhvervsdrivende
    • Mikkel Arne Egelund, 40 år, Frederikshavn, tv-vært, youtuber og pædagog
    • Pia Ankerstjerne, 62 år, Skørping, direktør for MARTEC