Gå til hovedindhold

Ny digital enhed i Frederikshavn Kommune hjælper borgere med medicin og bostøtte

E-kommunen er en ny enhed i Frederikshavn Kommune, som er en samling af social- og sundhedsfaglige medarbejdere, der hjælper borgere gennem skærmen, for eksempel med at huske at tage medicin

Indhold

    - På trods af, at min kontakt med borgerne er på en skærm, får jeg en rigtig god relation til dem. Jeg kan hjælpe dem med alt fra at være der på et opkald, når de går i bad, til at hjælpe med medicin.

    Sådan siger Anne Skjølstrup Larsen, der er sygeplejerske og en fast del af Frederikshavn Kommunes nye prøvehandling, E-kommunen.

    E-kommunen er et tilbud til borgerne om digital kontakt til kommunen i stedet for, eller i kombination med hjemmebesøg. Det kan for eksempel være et videoopkald fra en sygeplejerske, der sikrer, at en borger har taget sin medicin.

    Der er flere kommuner, som lige nu er ved at prøve det samme. Men det nye her er, at Frederikshavn Kommune har samlet medarbejdere fra forskellige fagcentre og placeret dem i samme lokale. På den måde er E-kommunen lige så meget et forsøg på tæt samarbejde og sparring på tværs af fagligheder, som det er et forsøg på digital kontakt til borgerne.

    - Forleden sparrede jeg med en kollega fra socialområdet om en borger som får bostøtte og medicin. Her sparrede vi med hinanden, om ikke det ville give god mening at tilbyde borgeren hjælp til at huske at tage sin medicin via videoopkald her fra e-kommunen, siger Anne Skjølstrup Larsen, der som sygeplejerske ofte hjælper borgerne med håndteringen af deres medicin.

    Ældreråd: Velfærdsteknologi skal bruges med omhu, men det kan blive rigtig godt

    E-kommunen er et tilbud til borgere, der er visiteret til hjælp. Det kan for eksempel være ældre, der får hjemmepleje, eller det kan være borgere med psykiske udfordringer, som får bostøtte. Det er helt frivilligt, om borgeren vil prøve E-kommunen under prøveperioden.

    - Velfærdsteknologi skal bruges med omhu, men det er en rigtig god idé. Jeg tror, det kommer til at betyde frihed og tryghed for den gruppe af ældre, som kan bruge det, siger Hanne Andersen, formand for Ældrerådet i Frederikshavn Kommune.

    Hun uddyber;

    - Flere og flere ældre bliver trygge ved at bruge teknologien nu. Det giver også god mening i Frederikshavn Kommune, hvor der kan være langt for hjemmeplejen at køre, hvis det for eksempel blot handler om at tjekke op på, om borgeren har taget sin medicin. Og det kan jeg godt se fordelene i som tidligere hjemmesygeplejerske. Det er bedre at bruge tiden sammen med de ældre i stedet for i en bil, siger Hanne Andersen.

    Frederikshavn Kommune har udvidet prøvehandlingen med E-kommunen frem til 31. marts, hvor indsatsen bliver endeligt evalueret.