Næsten 900 skoleelever deltog i Ungevalg 2025 i Frederikshavn Kommune
Tirsdag den 11. november blev en dag i demokratiets tegn for 884 elever fra 8., 9. og 10. klasse i Frederikshavn Kommune.
Ungevalg 2025 blev afholdt i Arena Nord, hvor en række politiske kandidater skulle vinde de unges stemme.
Det politiske engagement var til at føle på, da de mange unge fik en forsmag på demokratiet – og mulighed for at vise lokalpolitikerne, hvilken retning de ønsker, kommunen skal bevæge sig i.
Lokale kandidater fra Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, SF - Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Moderaterne, Dansk Folkeparti, Venstre - Danmarks Liberale Parti, Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg og Enhedslisten - De Rød-Grønne var derfor mødt op for at debattere med de unge.
Hvert parti stillede med én kandidat, og debatten omhandlede emner som fastholdelse og tiltrækning af unge, skabelsen af et bedre ungeliv og de enkelte partiers mærkesager.
Som en del af arrangementet fik hver skoleklasse mulighed for at stille 1-2 spørgsmål direkte til politikerne. På den måde er det deres egne meninger og bekymringer, der bliver hørt og taget alvorligt.
Efter debatten skulle de unge stemme på det parti og den kandidat, som de mente har været mest overbevisende under debatten.
- Ungevalget giver de unge mulighed for at engagere sig i samfundet og opbygge et større kendskab til politik. Og så er det god smagsprøve på demokratiet.
Arrangementet giver også politikerne en unik chance for at lytte til og lære af de unges perspektiver, siger Karsten Thomsen, borgmester i Frederikshavn Kommune.
Ungevalget 2025 blev igen i år en dag, hvor de unge stemmer blev hørt - med dialog, holdninger og fællesskab i centrum.
Det er Frederikshavn Ungdoms Fællesråd (FUF), Frederikshavn Kommune og Frederikshavn Kommunes Ungdomsskole, som afholder ungevalg.
Sådan blev resultatet
• A, Socialdemokratiet – 50%
• C, Det Konservative Folkeparti – 1%
• F, Socialistisk Folkeparti – 27%
• I, Liberal Alliance – 11%
• M, Moderaterne – 1%
• O, Dansk Folkeparti – 2%
• V, Venstre – Danmarks Liberale Parti – 3%
• Æ, Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg – 3%
• Ø, Enhedslisten – De Rød-Grønne – 2%