Udvalg rejser til Larvik for at markere 80 års venskab
Gennem 80 år har Larvik givet et juletræ som gave til Frederikshavn som tak. På lørdag rejser Udvalget for Økonomi og Strategi til den norske venskabsby for at markere jubilæet
Når Udvalget for Økonomi og Strategi i Frederikshavn Kommune lørdag den 16. maj rejser til den norske venskabsby Larvik, er det både for at pleje en mangeårig relation, markere en vigtig historisk milepæl og hente ny inspiration hjem.
I år er det nemlig 80 år siden, at Larvik i 1946 gav et juletræ til Frederikshavn som en tak for den hjælp, byen modtog under Anden Verdenskrig. Siden da har juletræet udviklet sig til et stærkt symbol på venskabet mellem de to byer.
- Relationen til Larvik bygger på både fælles historie og et levende samarbejde i nutiden. Det er vigtigt for os at fastholde og udvikle den forbindelse, siger borgmester Jon Andersen.
En central del af besøget er deltagelsen i markeringen af den norske nationaldag den 17. maj, hvor udvalget sammen med Larviks kommunestyre deltager i de officielle optog og festligheder i byen. Det understreger både det venskabelige bånd og den gensidige respekt mellem de to kommuner.
Fokus på lokalsamfund og fællesskaber
Turen til Larvik handler ikke kun om historie og markeringer, men også om at blive klogere på, hvordan kommuner skaber gode rammer for livet i lokalsamfundene. Under besøget deler Larvik Kommune erfaringer med, hvordan borgere, foreninger og kommune kan arbejde tættere sammen om at udvikle lokale fællesskaber.
Det er erfaringer, som ligger i naturlig forlængelse af Frederikshavn Kommunes arbejde med Sammen om Fremtidens Fællesskaber, hvor samarbejde, engagement og lokale løsninger spiller en central rolle.
- Det er altid værdifuldt at se, hvordan andre kommuner arbejder med de samme udfordringer og muligheder. Larvik er en oplagt samarbejdspartner, fordi vi deler mange af de samme værdier, når det gælder lokalt engagement og fællesskaber, fortæller Jon Andersen.
Udvalget forventer at tage både historiske perspektiver, styrkede relationer og konkrete erfaringer med hjem fra besøget i Larvik.