Gå til hovedindhold

Sommerfest i Dybvad

Med opbakning fra lokale foreninger og skolen gentager aktivitetscentret succesen fra sidste år og byder på et program med aktiviteter for hele familien

Frivillige foran Dybvad Aktivitetscenter

Indhold

    Sommerfesten holdes lørdag den 14. juni fra kl. 13:00 - 16:00 på plænen ved Dybvad Aktivitetscenter, Ørnevej 6 (bag skolen). Arrangementet er åbent for alle – store som små.

    Børneloppemarked, fiskedam, grillpølser og det store kagebord

    Børnene kan blandt andet deltage i børneloppemarked, hvor de uden tilmelding kan sælge brugt legetøj, tøj eller hjemmelavede ting fra egen bod. Tag et tæppe eller et bord med til at lægge tingene frem på.

    Derudover byder dagen på klassisk fiskedam med præmier, og der er mulighed for at købe grillpølser, slush ice og kage fra det store kagebord, som aktivitetscentrets Hyggehold står bag. Hyggeholdet er en gruppe af husets frivillige. Overskuddet fra salget går til nye aktiviteter for efterlønnere og pensionister i byen.

    Bo Young underholder kl. 13.30

    Bo Young har i mange år begejstret publikum med sin varme stemme. Bo nyder at komme rundt og bringe smil og glæde frem. Bo er kendt for at gå ind i folk med træsko på og har en god fornemmelse for det publikum, han står overfor.

    Et fællesskab på tværs af generationer

    Dybvad Aktivitetscenter håber, at mange vil kigge forbi – gerne med naboer og familie.

    - Vi ønsker at skabe noget, der samler byen og bringer generationer sammen. Dybvad er et dejligt sted at bo, og det skal vi fejre sammen, siger Elsebeth Larsen fra aktivitetscenteret.

    Der er gratis adgang til arrangementet, og skulle vejret ikke arte sig, er plan B klar, og festen kan rykke indenfor i skolens aula.