Ny pulje skal styrke unge kunstneriske talenter i Frederikshavn Kommune
Efter halvandet år uden puljeuddelinger er Kulturkanten nu klar med en ny pulje til regionale kulturprojekter i Frederikshavn Kommune og resten af Nordjylland.
”Nye Strømninger” er målrettet projekter indenfor kunstnerisk talentudvikling, vækstlag og fællesskaber for unge mellem 14-30 år.
Puljen kan søges af eksisterende nordjyske miljøer, foreninger og fællesskaber med ideer, der styrker unge nordjyders kunstneriske udvikling og ambitioner. Det kan være indenfor sang, musik, dans, litteratur, scenekunst, fotografi, film, billedkunst eller en anden kunstnerisk disciplin.
"I mange år har vi i Kulturkanten en stolt tradition, under Unges Møde Med Kunsten, med at give unge nordjyder mulighed for at mødes om kunsten, udvikle deres talent og afprøve deres ambitioner.
Med 'Nye Strømninger' bygger vi videre på den tradition, så endnu flere unge kan finde et kunstnerisk fællesskab og tage det næste skridt i deres udvikling," siger Helle Bak Andreasen, formand for den politiske styregruppe i Kulturkanten.
Puljen er på 400.000 kr. og der kan søges mellem 20.000-50.000 kr. Der er ansøgningsfrist den 2. november 2026.
Frederikshavn Kommune er en del af Den Nordjyske Kulturaftale. Det er en samarbejdsaftale mellem de 11 nordjyske kommuner om at udvikle og styrke kunst- og kulturlivet i Nordjylland. Samarbejdet er organiseret under Kulturkanten, som fungerer som det fælles kultursamarbejde i regionen.