Gå til hovedindhold

Over 1100 elever i Frederikshavn Kommune deltog i årets cykeldyst

I september deltog 1.157 elever fra Frederikshavn Kommune i den landsdækkende kampagne Alle Børn Cykler, hvor skoleklasser på landsplan konkurrerer om flest cykeldage

29. okt. 2025
7.a står i deres klasselokale og fejrer cykeldysten

Indhold

    Hvert år i september sætter Cyklistforbundet fokus på at skabe cykelglæde og inspirere elever til at bruge cyklen i hverdagen. 

    Frederikshavn Kommune støtter igen i år op om kampagnen og har afholdt en lokal konkurrence sideløbende med den landsdækkende – for at motivere endnu flere til at deltage. Deltagerantallet er steget med over 200 elever siden sidste år, og opbakningen fra skolerne har været rigtig stor.

    Det er fantastisk at se den stigende opbakning. Frisk luft og bevægelse styrker både sundhed og indlæring, og vi håber, kampagnen kan inspirere til gode cykelvaner, der varer ved – også efter den store cykeldyst, siger Michael Koch Sørensen, formand for Trafiksikkerhedsudvalget, Frederikshavn Kommune.

    Trafiksikkerhedsudvalget overraskede vinder-klasserne

    Cykeldysten er nu afsluttet og det blev til to præmier i den nationale konkurrence til eleverne i 6.b fra Frydenstrandskolen i Frederikshavn og 1.a fra Sydskolen i Sæby.

    I sidste uge fik yderligere syv klasser sig en overraskelse, da Trafiksikkerhedsudvalget kom på uanmeldt besøg med chokoladeboller, juice, biografbilletter og popcornmenu til alle elever i vinder-klasserne i den lokale konkurrence.

    De heldige vindere er:

    1.    Sydskolen – Sæbygaard Skoleafdeling, 7.a
    2.    Skagen Skole, 6.x
    3.    Sydskolen – Sæby Skoleafdeling, 2.b
    4.    Strandby Skole, 4.b
    5.    Frydenstrandskolen – Buhlsvej, 5.a
    6.    Skagen Skole, 2.y
    7.    Skagen Skole, 2.x

    Kampagnen kort fortalt

    Alle Børn Cykler kører hvert år i de første to uger i september og henvender sig til alle klassetrin. Eleverne deltager på klassebasis i en landsdækkende cykeldyst, hvor det gælder om at cykle flest dage til skole og i fritiden.

    Kampagnen gennemføres i samarbejde med Novo Nordisk Danmark.
    Læs mere på www.alleboerncykler.dk.