Nyt projekt skaber ’Plads til piger’ i Frederikshavn by
Frederikshavn Kommune har fået fondsmidler til et nyt projekt, der skal inddrage piger i planlægningen af udendørs opholdsrum i Frederikshavn.

Når man tænker på Frederikshavn, får de fleste nok billeder af havn, stål og beton på nethinden. Et udtryk, man med en vis forsigtighed kan hævde, er ret maskulint.
Men det udtryk skal et nyt projekt være med til at balancere. Projektet hedder ’Plads til piger’, og målet med projektet er at skabe udendørs opholdsrum i byen, der i højere grad tiltaler piger. En stor del af midlerne til projektet kommer fra ’Lokale og Anlægsfondens’ pulje af samme navn som projektet.
- Tanken med projektet er, at vi får skabt en by, der udtrykker større mangfoldighed. Samtidig er det en unik mulighed for at inddrage piger og kvinder i, hvad vi kan gøre for at øge følelsen af tryghed og lyst til at opholde sig aktivt i byrummet i Frederikshavn. Det er også en chance for at skabe paralleller mellem kulturen og et aktivt fritidsliv, siger Peter Laigaard, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Frederikshavn Kommune.
Hvordan projektet konkret kommer til at se ud, skal en gruppe piger hjælpe med at udarbejde på nogle workshops, men det kommer formentlig til at spille sammen med en stiforbindelse fra Nordstjerneskolen gennem flere af byens parker og midtby og ned til havnen.
Frederikshavn udvalgt sammen med fem andre byer
Det er ’Lokale og Anlægsfonden’, der har sat gang i kampagnen om at skabe plads til piger i byrummene. Frederikshavn Kommune har søgt fonden og er sammen med fem andre byer blevet udvalgt af fonden.
- Med kampagnen Plads til Piger ønsker vi at sætte fokus på, hvordan vi kan skabe rammer, der særligt tiltrækker piger og unge kvinder og giver dem lyst til at være fysisk aktive. Vi ved, at mange faciliteter ikke rammer denne målgruppe – ligesom flere unge kvinder end mænd falder fra idræt i foreningerne. Derfor er det afgørende, at vi tænker nyt og inddrager pigernes behov i udviklingen af fremtidens bevægelsesfaciliteter - uden at det bliver ekskluderende for nogen. Vi har faktisk erfaring med, at hvis nye behov tænkes ind, så kan det måske også tiltrække andre målgrupper, som ellers ikke har følt sig hjemme i de traditionelle idræts- og bevægelsesfaciliteter," siger Jon Gerner, direktør i Lokale og Anlægsfonden.
Projektet går i gang i februar 2025 og strækker sig frem til marts 2026. Projektet inkluderer samarbejde med arkitektfaglige rådgivere, der vælges i samarbejde med ’Lokale og Anlægsfonden’.