Gå til hovedindhold

Nye regler på sygedagpengeområdet

Nye regler på sygedagpengeområdet betyder, at sygemeldte medarbejdere ikke længere automatisk skal til samtale med kommunen

1. jul. 2026
Foto af en mand, der sidder på en sofa og tager sig til hovedet

Indhold

    Den 1. juli 2026 sker der ændringer i reglerne på sygedagpengeområdet, som har betydning for dig som arbejdsgiver. De nye regler betyder, at sygemeldte medarbejdere ikke længere automatisk skal til samtale med kommunen.

    Fremover skal kommunen som udgangspunkt ikke holde samtaler med sygemeldte medarbejdere, der forventes tilbage i arbejde inden for 26 uger. Kommunen tager som udgangspunkt kun kontakt om hjælp til tilbagevenden, hvis enten du som arbejdsgiver eller din medarbejder ønsker det.

    Det betyder, at du i nogle tilfælde selv skal kontakte kommunen, hvis du ønsker hjælp til at få din sygemeldte medarbejder tilbage på arbejde.

    Du kan kontakte kommunen via virksomhedsservice på telefonnummer 98 45 65 85 eller på mail vs@frederikshavn.dk.

    Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har udarbejdet en kort video, som giver et letforståeligt overblik over de nye regler og tankerne bag reformen.

    Fokus på fastholdelse og gradvis tilbagevenden

    Hvis din medarbejder er sygemeldt i længere tid, er der nogle ting, du skal være opmærksom på. Du kan finde redskaber og hjælp hos Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR).

    Det er vigtigt, at I sammen med jeres medarbejder er opmærksomme på de muligheder, der kan understøtte fastholdelse på arbejdspladsen. Det kan blandt andet være:

      • delvis raskmelding eller gradvis optrapning i arbejdstid
      • midlertidige justeringer af arbejdsopgaver
      • skånehensyn i en periode
      • kan der evt. være hjælpemidler, der kan være relevante Handicapkompenserende ordninger
      • tæt dialog mellem medarbejder, arbejdsgiver og kommune

    En tidlig dialog og fleksible løsninger kan bidrage til en hurtigere og mere holdbar tilbagevenden til arbejdet.