Ny mindetavle giver stemme til ofrene i Stagsted Hedehus
Frederikshavn Kommune rejser ny mindetavle ved siden af Stagstedstenen. Tavlen sætter fokus på ofrene i en glemt og mørk del af lokalhistorien
Den 1. november 1841 blev fire mennesker brutalt dræbt i fattighuset ved Stagsted Hedehus. Nu har Frederikshavn Kommune rejst en ny mindetavle, som skal minde os om ofrene. Den skal minde os om, hvordan vi ser på dem, der står svagest i samfundet.
Tavlen står ved siden af Stagstedstenen. På det sted, hvor drabene fandt sted. Tavlen fortæller om de svære livsvilkår, som beboerne i fattighuset levede under og om den uret, de blev udsat for. I mange år blev ofrene fremstillet som skurke, mens drabsmændene blev hyldet som helte. Den nye tavle giver plads til en mere nuanceret fortælling, hvor ofrene bliver set som mennesker og ikke som forbrydere.
– Det her sted gemmer på en barsk historie, og med den nye tavle får vi mulighed for at huske dem, der mistede livet. Og vi får anledning til at tænke over, hvordan vi behandler hinanden i dag. Vi skal huske respekten, medmenneskeligheden og at se dem, der har det svært. Det er vigtigt – også i vores tid, siger borgmester Karsten Thomsen fra Frederikshavn Kommune.
De dræbte var Maren Olesdatter, Christen Pedersen, Lars Pedersen og Christian Nielsen. Alle blev slået ihjel af syv maskerede mænd, der mistænkte dem for tyveri. De fire mest aktive gerningsmænd blev dømt til døden, men fik senere deres straf ændret til livstid og blev benådet efter blot syv år.
Mindetavlen peger på, hvordan fortællingen om drabene har været præget af fordomme og manglende forståelse for de sociale forhold, som ofrene levede under. Handicappede og tidligere fængslede havde svært ved at klare sig uden hjælp. De var afhængige af fattighjælp og blev udstødt af det lokalsamfund, de var en del af.