Gå til hovedindhold

Melodi Grand Prix-fester på plejehjem

På mange af Frederikshavn Kommunes plejecentre varmer man op til Melodi Grand Prix

12. feb. 2026
Social- og sundhedsassistent Hanne Jensen styrer aktiviteten

Indhold

    Der er fuld gang i forberedelserne i Frederikshavn, der er Årets Grand Prix By 2026. Og det er ikke kun i Arena Nord, hvor Melodi Grand Prix og MGP afholdes, at der er fest og farver. 

    Rundt om på kommunens plejecentre bliver der i disse dage afholdt forskellige aktiviteter, der får Melodi Grand Prix-feberen til at stige. 

    På plejehjemmet Abildparken – LeveBo i Frederikshavn bød torsdag formiddag på musik, dans, bevægelse og quiz. Social- og sundhedsassistent Hanne Jensen har nemlig arrangeret et Grand Prix-show, hvor beboerne kan synge med på og quizze i både klassiske og nyere Grand Prix-sange helt tilbage fra 1957 og frem til starten af 2010’erne. 

    Men det er ikke kun hjernegymnastik, som plejehjemsbeboerne bliver kastet ud i. Imens musikken spiller, skal beboerne nemlig bevæge sig og lave forskellige øvelser. 35 små hverdagsøvelser og omkring hele 600 små bevægelser er inkorporeret i aktiviteten, der også byder på rekvisitter som hockeystave og klapperedskaber.

    - Aktiviteten handler om at kombinere hverdagsrehabilitering med socialt samvær. Så beboerne bevæger både arme, ben, skuldre og nogle danser også, samtidig med at de synger og quizzer. Det er enormt sjovt at afholde, og det er fantastisk at se, når beboerne smiler og bevæger sig, fortæller Hanne Jensen. 

    15 beboere fra plejehjemmet i Frederikshavn var inviteret med til aktiviteten, og både beboere på 70 år samt en beboer på 105 år var en del af festen. En af de medvirkende beboere var Selma, der følte sig godt underholdt.

    -  Jeg synes, det har været en rigtig dejlig oplevelse. Jeg kan jo genkende mange af sangene, som vækker minder. Og så er det jo også sundt for os at bevæge vores kroppe og lemmer, uddyber hun. 

    Hanne Jensen turnerer rundt med Grand Prix-aktiviteten på plejecentre i hele Frederikshavn Kommune.

    Også på Dybvad Aktivitetscenter er sangstemmerne blevet testet. Her er der blevet sunget klassiske Grand Prix-sange.