Gå til hovedindhold

Markant profil skal lede museumsbestyrelse

Det er en markant og erfaren kulturpersonlighed der fra 1. januar 2026 skal stå i spidsen for bestyrelsen for Nordjyllands Kystmuseum

Billede af Thomas Bloch Ravn

Indhold

    Et enigt Kultur- og Fritidsudvalget i Frederikshavn Kommune besluttede på møde d. 3. juni at indstille Thomas Bloch Ravn som kommende bestyrelsesleder.

    - I Kultur- og Fritidsudvalget glæder vi os over, at en af landets allermest erfarne og dygtige museumsmennesker har valgt at påtage sig opgaven med at stå i spidsen for Kystmuseets nye bestyrelse”, udtaler Peter Laigaard (UP), formand for Kultur- og Fritidsudvalget.

    - Vi føler os overbeviste om, at vi med Thomas Bloch Ravn for bordenden i bestyrelsen vil se Kystmuseet udvikle sig både som en kulturhistorisk markant institution, men også som en tydelig spiller i den lokale og regionale oplevelsesturisme, udtaler June Menne (A), næstformand i Kultur- og Fritidsudvalget. 

    - Jeg er glad og beæret over at få mulighed for at stå i spidsen for de fire museer, der indgår i Nordjyllands Kystmuseum, og jeg ser frem til samarbejdet med både den kommende bestyrelse, med museets personale og med Frederikshavn Kommune, siger Thomas Bloch Ravn og tilføjer: Jeg tror, jeg får det lidt ligesom en gammel cirkushest, der lugter savsmuld, og jeg håber, at mine erfaringer kan bidrage til en positiv udvikling af Nordjyllands Kystmuseum.

    Thomas Bloch Ravn er uddannet historiker og har været ansat ved universiteterne i både Aarhus og København, ved Rigsarkivet og været leder af det lokale museum i Struer. I perioden 1996-2024 var han direktør for Den Gamle By, og han er tidligere formand for foreningen af danske specialmuseer og international præsident for den europæiske sammenslutning af frilandsmuseer. Han er desuden forfatter til en lang række bøger og artikler og er en flittig debattør indenfor kultur- og museumssektoren.

    Thomas Bloch Ravn kommer til at afløse Per Frank Hansen, der har været bestyrelsesformand siden 2014.