Gå til hovedindhold

Lavbundsprojekt ved Søholt bliver til virkelighed

Det startede med en idé blandt lokale lodsejere helt tilbage i 2019. Nu er maskinerne rykket ind og de første synlige skridt er taget til et projekt, der skal gøre noget godt for både klima, natur og vandmiljø ved Søholt.

24. sep. 2026
Repræsentanter fra udvalget og kommunen ved lavbundsprojektet.

Indhold

    Torsdag morgen var lodsejere inviteret på kaffe og kage med en tak for godt samarbejde og for at markere, at maskinerne nu er rykket ind ved Søholt.

    De kommende uger skal eksisterende dræn sløjfes, og dermed tages de første 
    synlige skridt til at realisere det første lavbundsprojekt i Frederikshavn kommune.

    "Det er en særlig milepæl. Projektet er udsprunget af et lokalt initiativ og er blevet til gennem et stærkt samarbejde mellem lodsejere, kommune og andre samarbejdspartnere.

    Derfor er det også en god anledning til at sige tak til de lodsejere, som har været med hele vejen og haft både tålmodighed og tillid til processen," siger Søren Visti, formand for Udvalget for Teknik, Klima og Infrastruktur.

    Repræsentanter fra udvalget og kommunen ved lavbundsprojektet.

    Samarbejde skaber grobund for mere natur og bedre vandmiljø
    Vejen har været lang fra idé til realisering.

    Siden 2019 har projektet været gennem undersøgelser, planlægning, ansøgninger til staten om finansiering, myndighedsbehandling og drøftelser med de involverede lodsejere.

    Den slags projekter tager ofte mange år at føre ud i livet, og derfor var der også god grund til at stoppe op et øjeblik en torsdag formiddag.

    Nuværende og tidligere deltagende lodsejere var inviteret til en uformel markering i området, hvor der blev sagt tak for indsatsen og set frem mod den fase, der nu er begyndt.

    For selv om der stadig er arbejde foran projektet, markerer de første maskiner en vigtig milepæl. Om nogle uger står det første gennemførte lavbundsprojekt i kommunen klar, og det er resultatet af flere års samarbejde, tillid og tålmodighed fra alle involverede.

    Lavbundsprojektet kommer til at bidrage til et bedre klima, renere vandmiljø og mere natur ved at genskabe de naturlige vandforhold i området.

    Fakta om projektet:

    •    Projektområdet omfatter ca. 100 hektar

    •    Vandløbets hovedforløb genslynges for at skabe mere naturlige vandforhold

    •    Grøfter og dræn tilpasses, så vandstanden kommer tættere på terræn

    •    Der etableres en lavvandet sø i den nordlige del af området

    •    Projektet skal bidrage til mindre CO₂-udledning, mere natur og bedre biodiversitet

    •    Dalgas står for entreprenørarbejdet