Gå til hovedindhold

Hjemmeplejen kører 100 elbiler ud på vejene

I dag ruller den kommunale hjemmepleje ud på vejene i nye 100 elbiler. Bilerne styrker den grønne omstilling og arbejdsmiljøet

1. okt. 2025
Sygeplejerske Mille Godby og borgmester Karsten Thomsen blandt de nye elbiler

Indhold

    Luften bliver forhåbentlig lidt renere på vejene mellem Skagen og Voerså. I dag tager blandt andet den kommunale hjemme- og sygepleje 100 nye elbiler i brug. De erstatter lige så mange benzin- og dieselbiler, som dagligt kører mange timer og ture.

    - Det her er ikke bare transport fra A til B. Vi viser, at vi mener det alvorligt, når vi taler om grøn omstilling. Elbilerne er både gode for miljøet og for arbejdsmiljøet i plejen, siger Karsten Thomsen. Han er borgmester i Frederikshavn Kommune.

    Karsten Thomsen og sygeplejerske Mille Godby modtog på vegne af kommunen nøglerne til den første af elbilerne, der nu leveres til hele kommunen.

    Bilanmelder for en dag

    Personalet i hjemmeplejen har selv været med til at vælge den specifikke bilmodel som en del af et udbud. Tidligere på året fik seks ansatte til opgave at være bilanmeldere for en dag. De prøvekørte og vurderede et udvalg af elbiler. Samlet set var personalet mest tilfredse med Nissan Ariya, der samtidig var den billigste løsning.

    - Med de nye elbiler får hjemmeplejen ikke kun et grønt løft – også komfort og teknologi er opgraderet, hvilket skal gøre arbejdsdagen lettere og mere sikker for medarbejderne, fortæller Karsten Thomsen.

    Aftalen på de nye elbiler løber de næste fire år. Bilerne leveres til kommunens hjemme- og sygepleje, træningscentre, sundhedscentre og demens-team.

    Sygeplejerske Mille Godby og borgmester Karsten Thomsen modtager nøgler til de nye elbiler