Gå til hovedindhold

Hærvejsprojekter i Østervrå og Frederikshavn Kommune modtager millionstøtte

Nordea-fonden har uddelt 9,2 millioner kroner til hærvejsprojekter i Østervrå og Frederikshavn Kommune.

Indhold

    Østervrå har som knudepunkt på Hærvejen fået støtte fra Nordea-fonden på 8 mio. kr. til realiseringen af det kommende Hærvejshjemmet.

    Det nye vandrehjem kommer til at ligge i direkte tilknytning til Østervrå Idræts- og Kulturcenter. Samtidig har Nordea-fonden også bidraget med 1,2 mio. kr. til Frederikshavn Kommunes omlægning af Hærvejens vandrerute til Østervrå by og to nye certificerede vandreruter i Jyske ås og Bangsbo.

    Centerleder i Østervrå Idræts- og Kulturcenter, Søren Kiil, fortæller, at Nordea-fondens støtte gør, at Hærvejshjemmet i Østervrå nu er væsentlig nærmere realiseringen:

    - Vi har længe drømt om at kunne tilbyde overnatning her i Østervrå og med Nordea-fondens støtte til Hærvejshjemmet, trækker vi nu i arbejdstøjet for at komme i mål med den sidste økonomi, så vi kan komme i gang med at bygge. Til glæde og gavn for Hærvejens cykel- og vandreturister og for hele Østervrå.

    Omlægningen af vandreruten til Østervrå er blevet til i tæt samarbejde med Østervråborgerne og lokale lodsejere, og her ser man også frem til, at hele Hærvejen i 2026 bliver genskiltet. I 2026 kommer der også nye oplevelser i tilknytning til Hærvejen. Jyske ås får sin egen certificerede vandrerute i samarbejde med Brønderslev kommune og de mange attraktioner i Bangsbo-området ved Frederikshavn bliver ligeledes bundet sammen i en fælles certificeret vandreoplevelse.

    Borgmester Karsten Thomsen, der selv sidder i repræsentantskabet for Hærvejens 15 kommuner, udtrykker også sin glæde over, at Hærvejen i Frederikshavn Kommune nu kan tage de næste skridt:

    - Det er godt arbejde blandt lokale i Østervrå, der gør, at vi snart kan tilbyde vores gæster og borgere nye oplevelser og muligheder langs Hærvejen. Takket være støtten fra Nordea-fonden og det gode samarbejde med Hærvejssekretariatet og Frederikshavn Kommune, får vi ved fælles hjælp endnu flere gæster og turister til vores kommune.

    Foto: Ditte Valente.

    Om Hærvejen

    Hærvejen bliver i de kommende år, takket være Nordea-fonden, Frederikshavn Kommune og lokale ildsjæle udviklet med nye skilte, faciliteter og vandreruter, der understøtter cykel- og vandreturisternes oplevelse af det fantastiske landskab og de mange historier, som Vendsyssel byder på. 15 kommuner, heriblandt Frederikshavn kommune sat sig for at gøre Hærvejen i Jylland til en ikonisk vandre- og cykelrute med lokal værdi og international tiltrækningskraft.

    På billedet ses en visualisering af Hærvejshjemmet, hvor der en bygning, grønne områder og mennesker.

    Arkitektfirmaet Kjaer og Richter har lavet dette skitseforslag til Hærvejshjemmet