Gå til hovedindhold

Fokus på genbrug - sparer penge og er godt for miljøet

Når kommunen i de kommende uger nedriver det tidligere børnehus på Trindelvej i Skagen og en udlejningsejendom i Læsøgade i Frederikshavn, er der fokus på at genbruge inventaret

1. jun. 2026
Garderobeskabe fra Børnehuset Trindelvej - klar til at blive genbrugt i indskolingen på Torslev Skole

Indhold

    Byrådet besluttede i december 2024 at lukke Børnehuset Trindelvej på grund af et faldende børnetal i Skagen. På daværende tidspunkt var der 25 børn i børnehuset. Det lave børnetal gjorde kvaliteten sårbar, da flere ressourcer skulle bruges på åbne- og lukkevagter, og dermed var der færre medarbejdere til rådighed til det pædagogiske arbejde. Børnene er i dag i de øvrige daginstitutioner i Skagen.

    I december 2025 besluttede byrådet at nedrive Børnehuset Trindelvej, fordi bygningen ikke havde været benyttet efter lukningen af børnehuset, og der var ikke udsigt til, at kommunen fik brug for bygningen, som risikerede at forfalde.

    Nedrivningerne i Skagen og Frederikshavn er led i kommunens ejendomsstrategi, hvor målet er at minimere og optimere arealerne i kommunens bygninger, samle aktiviteter på færre adresser og fraflytte dyre uhensigtsmæssige lejemål. 

    Hvad genbruges fra Trindelvej?

    • Legeredskaberne fra børnehuset gives til andre børnehaver i kommunen
    • Børnenes garderobeskabe flytter til indskolingen på Torslev Skole. Indskolingen flyttes samtidig fra separat bygning til selve skolen. Dette er også en del af ejendomsstrategien, hvor kommunale aktiviteter samles på færre kvadratmeter.
    • Belysningsarmaturer bliver genbruges på Fasanvej i Frederikshavn, hvor der brug for mødelokaler bl.a. til Børn- og Ungeudvalgets møder, der tidligere blev holdt på Sæby Rådhus.
    • CTS-anlægget (et anlæg til Central Tilstandskontrol og Styring) kan også genbruges på Fasanvej. Anlægget regulerer og styrer varme, ventilation, lys og køling, så energiforbruget minimeres og indeklimaet optimeres. 
    • Hvidevarer bliver genbrugt i kantinen på Skagen Skole.

    Nedrivning starter i uge 25 (midten af juni) og forventes afsluttet i uge 27 (første uge af juli). Efter nedrivningen bliver grunden et udviklingsareal, som indgår i planlægningen af Skagen, hvor der bl.a. arbejdes på at skabe plads til flere helårsboliger.

    Hvorfor rives Læsøgade 13 ned?

    Bygningen har tidligere været brugt til beboelse og er i meget dårlig stand. Det vil ikke kunne betale sig at investere i renovering af ejendommen. Nedbrydningsfirmaet har derfor gennemgået bygningerne for at vurdere, hvilke byggematerialer der fortsat kan genanvendes

    Når bygningen er revet ned, vil kommunens Center for Ejendomme, Park og Vej så græs, og grunden bliver sat til salg.

    Nedrivningen er startet, som det også kan ses på billederne. Nedrivningen forventes at være afsluttet i løbet af uge 28.