Gå til hovedindhold

Første spadestik for ny ammunitionsfabrik i Elling

Tirsdag den 11. november er der taget det første spadestik for etableringen af ammunitionsproduktion i Elling

11. nov. 2025

Indhold

    Borgmester Karsten Thomsen var med til at tage det første spadestik sammen med direktør i Nammo Danmark A/S, Jerry Gustavson, og direktør fra Etablissement- og Terrænkommandoen, Henrik Sørensen.

    I sin tale satte borgmesteren fokus på den positive betydning, som genetableringen af ammunitionsproduktionen i Elling kan medføre for lokalområdet. 

    - Der er flere store investeringer i kommunen, som jeg glæder mig over. En af dem er opførelsen af en ny ammunitionsfabrik, som er med til at skabe nye arbejdspladser i Elling og giver nye udviklingsmuligheder for området, siger Karsten Thomsen.

    Det er Etablissement- og Terrænkommandoen, der opfører en moderne ammunitionsfabrik på den grund, hvor ”Krudten” i mange år producerede ammunition til det danske Forsvar.

    På Forsvarets hjemmeside kan du holde dig opdateret og følge byggeprocessen, ligesom du også kan finde materialer fra borgermøder samt miljørapporter.

    Flere forsvarsinitiativer i Frederikshavn Kommune

    Frederikshavn Kommune ser frem til nye udviklingsmuligheder som følge af en række nye forsvarsinitiativer. Disse initiativer kan medføre bedre mulighed for at tiltrække og fastholde borgere, skabe nye arbejdspladser samt styrke erhvervslivet og uddannelsesstederne.

    Foruden den nye ammunitionsfabrik i Elling er det blandt andet besluttet at etablere et nyt flådeskibsværft i Frederikshavn samt at bygge Forsvarets nye havmiljøskibe i Skagen. Samtidig forventes det, at antallet af værnepligtige, sergent- og officerselever, fastansatte i Forsvaret samt medarbejdere i mange af Frederikshavn Kommunes øvrige virksomheder vil stige i de kommende år.