Gå til hovedindhold

Fællessang fejrer 80-året for befrielsen

4. maj er det 80 år siden, at de tyske tropper i Danmark overgav sig. Søndag markeres det i Bangsbo Botaniske Have med fællessang, faneborg og fakler

Dannebrog til tops i flagstang med blå himmel som baggrund

Indhold

    Søndag den 4. maj er det 80 år siden, at befrielsesbudskabet lød i radioen. Danmark var atter fri af Nazityskland. Frederikshavn Kommune markerer 80-året for befrielsen med alsangsarrangement søndag aften i Bangsbo Botaniske Have i Frederikshavn.

    Programmet for aftenen byder blandt andet på forskellige musikalske optrædener, taler og poesioplæsning. Men du får også rig mulighed for at komme på banen, når der skal synges fire fællessange. Ved skumringstid tænder kommunens Junior Rangere fakler.

    Fejringen af befrielsen starter klokken 19.00 og er planlagt til at slutte klokken 20.05 med fællessangen ”En lærke letted.” Der er mulighed for at købe kaffe og kage på stedet.

    Flyvende markering før

    Fejringen om aftenen den 4. maj står ikke alene. Allerede sidst på eftermiddagen samme dag letter et dannebrogsmalet Hercules-fly fra flyvestationen i Aalborg. Flyet overflyver en række historiske steder i Nordjylland med tilknytning til anden verdenskrig og modstandsbevægelsen.

    Air Transport Wing Aalborg planlægger at overflyve Frederikshavn klokken 17.52. Herefter flyver flyet via Ålbæk mod Skagen med forventet ankomst 17.55.

    Markeringen af befrielsen fortsætter også dagen efter, når borgmester Karsten Thomsen og garnisonskommandant Jan Landberg Svendsen lægger blomsterkranse ved Mindesmærket for de faldne ved Frederikshavn Kirke. Det sker mandag den 5. maj klokken 10.00.

    Program

    Kl. 19.00 - Velkomst ved konferencier    
    Kl. 19.05 - Fællessang v/Frederikshavn Mandskor - I Danmark er jeg født
    Kl. 19.08 - Tale ved Borgmester Karsten Thomsen 
    Kl. 19.14 - Mandskoret - Mandalay + Aften (Et hav der vugger sig til ro)
    Kl. 19.30 - Tale ved Jan Landberg Svendsen                
    Kl. 19.35 - Fællessang - Man binder os på mund og hånd
    Kl. 19.40 - Oplæsning af Poesi v/Pernille Lisborg 
    Kl. 19.45 - Fællessang - Jeg elsker de grønne lunde
    Kl. 19.50 - SECA - To sange
    Kl. 20.00 - Afrunding v/ konferencier
    Kl. 20.05 - Fællessang - En lærke lettede