Gå til hovedindhold

Ældrerådet forlænger fristen for at stille op til ældrerådsvalget

Ældrerådet og Frederikshavn Kommune har besluttet at forlænge fristen for at stille op som kandidat til ældrerådsvalget. Dermed får flere mulighed for at melde sig på banen

24. sep. 2025

Indhold

    Der skal i alt vælges syv medlemmer til Ældrerådet i Frederikshavn Kommune. Efter den oprindelige frist havde syv kandidater meldt sig. For at give borgerne et reelt valg har Frederikshavn Kommune og Ældrerådet derfor besluttet at forlænge fristen til den 13. oktober.

    – Et kampvalg er godt for lokaldemokratiet. Jo flere kandidater, der stiller op, jo stærkere bliver rådet, og jo bedre afspejler det de mange forskellige holdninger og erfaringer blandt kommunens ældre borgere, siger Hanne Andersen, formand, Ældrerådet i Frederikshavn kommune.

    Mulighed for at gør en forskel

    – Vi håber, at flere vil gribe muligheden for at stille op. At være medlem af Ældrerådet er en chance for at gøre en forskel. Vi rådgiver kommunen på spørgsmål, der berører tusindvis af ældre borgere i kommunen – lige fra hjemmepleje og plejehjem til fysioterapi og sygepleje, tilføjer Hanne Andersen.

    Hun understreger samtidig, at de kommende fire år bliver særligt spændende:

    – Der skal implementeres både en ny ældrelov og en sundhedsreform. Der kommer til at ske meget på ældreområdet, og som medlem af Ældrerådet får man mulighed for at være med til at præge udviklingen.

    Fællesskab og netværk

    Derudover peger hun på, at det også giver meget personligt at være medlem af Ældrerådet:

    – Mange oplever, at de får et stærkt netværk, lærer kommunen bedre at kende, opnår stor viden om, hvad der sker, og bliver en del af et fællesskab, hvor vi sammen arbejder for at skabe en mere ældrevenlig hverdag.

    Ældrerådet fungerer som høringspart i alle sager, der vedrører ældre, men kan også selv sætte emner på dagsordenen. Derfor er der brug for kandidater med forskellige erfaringer og interesser.