Strategisk midtbyplan for Sæby
Høringsperiode fra og med den 26. maj til og med den 20. august 2025
)
Frederikshavn Kommune har udarbejdet en strategisk midtbyplan for Sæby med det formål at styrke byens attraktivitet, understøtte bosætning og skabe en bæredygtig byudvikling. Planen sætter en fælles retning for, hvordan midtbyen kan udvikles i samspil med havnen, naturen og de kulturhistoriske kvaliteter, som gør Sæby til noget særligt.
Midtbyplanen fokuserer på at skabe et levende bymiljø med flere boliger, bedre forbindelser mellem bydele og styrkede mødesteder for både borgere og besøgende. Gennem fortætning, byomdannelse og forbedrede byrum skal midtbyen være ramme om et aktivt hverdagsliv og rumme muligheder for fællesskab, handel, rekreation og oplevelser.
Planen bygger videre på Masterplan Sæby og Sæbys stærke identitet som historisk købstad og kystby. Særligt vægtes det at bevare og udvikle byens grønne og blå kvaliteter – herunder åen, skoven og byens historiske struktur.
Frederikshavn Kommune ser den strategiske midtbyplan som et centralt redskab til at fastholde og udvikle Sæby som en attraktiv by at bo, leve og investere i – både i dag og for kommende generationer.
Den strategiske midtbyplan skal danne grundlag og inspiration for kommende kommuneplan rammer og lokalplaner for Sæby midtby og er dermed et vigtigt værktøj i den langsigtede udvikling af byen.
Planen offentliggøres hermed i 12 uger, hvor alle har mulighed for at indsende bemærkninger, idéer og forslag. Frederikshavn Kommune opfordrer alle med interesse i Sæbys udvikling til at deltage i høringen og bidrage til at forme fremtidens midtby.
Her kan du se materialet
Link til Strategisk midtbyplan for Sæby på PlanPortalen
Materialet kan desuden ses digitalt i Borgerservicecentrene i Frederikshavn, Sæby og Skagen samt på bibliotekerne i Frederikshavn kommune.
Hvilke muligheder har du?
Den Strategiske midtbyplan for Sæby er i offentlig høring i perioden fra og med den 26. maj til og med den 20. august 2025. I høringsperioden vil det være muligt for borgere, virksomheder og interessenter at kommentere på planens indhold og komme med ideer eller bemærkninger.
Du indsender dine ideer og bemærkninger via den orange boks "Skriv dit høringssvar her" øverst i højre hjørne på PlanPortalen.
Dit bidrag skal være modtaget hos Frederikshavn Kommune senest den 20. august 2025, via dette link:
Link til Strategisk midtbyplan for Sæby på PlanPortalen
Borgermøde
I forbindelse med offentlighedsfasen for den strategiske midtbyplan for Sæby afholdes der borgermøde i Manegen – Sæby Kulturhus den 13. august kl. 19.00–21.00.
Her præsenteres planens hovedgreb og visioner, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål, drøfte indholdet og komme med input, der kan kvalificere det videre arbejde.
Alle interesserede borgere, foreninger, erhvervsdrivende og øvrige aktører er meget velkomne.
Hvor kan du få flere oplysninger?
Vil du vide mere kan du kontakte Jacob Børresen på jabo@frederikshavn.dk
Oversigt
- 26. maj 2025 - 20. aug. 2025
- 08:00 -23:59