Foroffentlighed og borgermøde for ny planlægning og udvikling af Ålbæk Centerområde
Foroffentlighedsfase fra og med den 1. april til og med den 27. maj 2026
Udvalget for Økonomi og Strategi godkendte den 18. marts 2026, at der igangsættes en foroffentlighed i forbindelse med mulig ny planlægning for dele af Ålbæk by. I den forbindelse er der udarbejdet et debatoplæg, som kan danne fundament for en tidlig dialog og inddragelse af borgernes synspunkter.
Foroffentlighedsfase
Baggrunden for foroffentligheden er et ønske om at undersøge, hvordan der kan skabes bedre planmæssige rammer for byens fremtidige udvikling. Det eksisterende plangrundlag giver i dag udfordringer i forhold til at imødekomme nye initiativer og udviklingsønsker, og derfor ønskes der indledningsvist en åben idéfase, før der eventuelt igangsættes konkret planlægning.
Foroffentlighedsfasen har til formål at indsamle idéer, forslag og bemærkninger fra borgere, foreninger, erhvervsliv og øvrige interessenter. Input fra foroffentligheden skal bruges som grundlag for at vurdere, hvordan den videre planlægning bedst kan tilrettelægges, og hvilke temaer og fokusområder der bør arbejdes videre med.
Foroffentligheden løber over en periode på 8 uger, hvor alle har mulighed for at indsende skriftlige idéer og forslag. Fokus er primært på centerområdet og den nordlige del af Ålbæk, men der lægges samtidig op til en bredere dialog om byens samlede udvikling og potentiale.
Borgermøde
Som led i foroffentlighedsfasen afholdes der borgermøde mandag den 20. april 2026 kl. 19.00–21.00 på Centralen, Ålbæk Skole, Engvej 10, 9982 Ålbæk.
På borgermødet vil administrationen præsentere baggrunden for foroffentligheden og rammerne for processen, og der vil være mulighed for dialog og drøftelse af idéer og forslag i fællesskab.
Her kan du se debatoplægget
Link til debatoplæg: https://frederikshavn.viewer.dkplan.niras.dk/DKplan/DKplan.aspx?PlanId=126
Debatoplægget kan desuden ses digitalt i Borgerservicecentrene i Frederikshavn, Sæby og Skagen samt på bibliotekerne i Frederikshavn Kommune.
Hvilke muligheder har du?
Hvis du har ideer og kommentarer til skal disse indsendes via dette link: https://frederikshavn.viewer.dkplan.niras.dk/plan/126#/
Ideer og kommentarer skal være kommunen i hænde senest den 27. maj 2026.
Foroffentlighedsfasen strækker sig fra og med den 1. april til og med den 27. maj 2026.
Husk at oplyse sagsnr. GEO-2025-03709 og vedhæft gerne et kort eller en tegning, hvis det kan uddybe dit synspunkt. Mangler du inspiration til hvilke spørgsmål der kan stilles, kan der ses inspirationsspørgsmål i debatoplægget.
Hvor kan du få flere oplysninger?
Har du spørgsmål til debatmaterialet, kan du kontakte Frederikshavn Kommune, Center for Teknik & Miljø, Kresten Faarup Marcussen på KTMA@frederikshavn.dk eller på 9845 6827.
Kommunen gør opmærksom på, at vi indsamler personoplysninger – læs mere på hjemmesiden https://frederikshavn.dk/om-kommunen/aabne-postlister.
Oversigt
- 01. apr. 2026 - 27. maj 2026
- 08:00 -23:59