Et godt sted at bo
Vi elsker, hvor vi bor, og der er plads til flere. Frederikshavn Kommune har et utal af muligheder, både i forhold til job, fritid og dine boligdrømme
Det er formiddag, solen står allerede højt over vandet og klitterne. Du har et ærinde, der skal klares før weekenden, så du forlader dit hjem tæt ved stranden. Huse nær havet har vi mange af her – og til fornuftige priser.
Du cykler den korte tur ind til gågaden, hvor du skal klare et hurtigt indkøb i en hyggelig specialforretning. Dem har vi også mange af.
Mens du går rundt, kan du høre flere norske og svenske turister, der lige er kommet ind med færgen. Frederikshavn er nemlig direkte forbundet med Nordens fjerde og femte største byer, Oslo og Göteborg. Mange turister skal på shopping, ligesom dig, andre er på vej til Grenen, Bangsbo Fort eller i gang med deres sidste pit-stop, før de følger E45 ud i Europa.
Da du kommer hjem, kommer børnene på vejen hjem fra skole. De kan trygt cykle, for der er ikke langt og cykelsti meget af vejen. Mange af vores daginstitutioner kan også nås via en sikker sti. Måske fortæller dine børn, hvor god en dag, de har haft. De har ikke nået at have mange skoledage, siden I flyttede til kommunen, men de har allerede masser af kammerater.
Nu nærmer weekenden sig, og du skal aftale med din partner, hvem der tager med den ældste til fodboldkamp søndag, og hvem der følger den mindste på spejderlejr. I morgen cykler i alle fire ud i Elling Plantage for at lave mad over bål og overnatte i bivuak/shelter. Der er så mange aktiviteter for børn at vælge imellem.
Sådan kan din tilværelse i Frederikshavn Kommune se ud.
Vi er cirka 60.000 indbyggere i forvejen, og vi nyder godt af de 110 km kyststrækning, den flotte natur og kilometervis af cykelstier. Du kan endda cykle de cirka 55 km mellem hovedbyerne Skagen, Frederikshavn og Sæby, og hovedparten af turen foregår på sikker cykelsti.
Når du ankommer til Frederikshavn Kommune ændrer dit DNA sig. Havet bliver en del af dig. Vandet spiller nemlig en væsentlig rolle i hele kommunen. Du kan aldrig komme længere end 20 km væk fra enten Kattegat eller Skagerrak, og langt de fleste boliger ligger meget tættere på. Vi har rigelig kyststrækning at boltre os på, og vi kan sejle med optimistjolle, stand-up-paddle-board eller tage på en hyggelig fiske- eller badetur. Vi kan ovenikøbet tage en færge til Norge, Sverige og Læsø.
Selvom vi er glade for alt vores vand – og har flere gode svømmehaller, så kan du let finde sjove, tørskoede fritidsaktiviteter også. Med cirka 250 forskellige foreninger spredt rundt i kommunen er der god adgang til eksempelvis fodbold, ishockey, dans eller e-sport.
Når du ikke hygger dig sammen med vennerne til fodbold, floorball eller på fisketur, fortjener du et meningsfyldt arbejde. Det kan du sagtens finde her. Frederikshavn Kommune er helt i top af landets kommuner, sammen med Læsø og København, når det kommer til iværksætteri. Vi er gode til at klare os selv. Erhvervshus Nord tilbyder sparring til enhver, der ønsker at starte egen virksomhed eller allerede er godt i gang. Hvis du ikke har en iværksætter i maven, kan du i stedet gå på opdagelse på Jobnet og kommunens ledige stillinger.
Vores maritime DNA er tydelig i vores fritidsaktiviteter og på jobmarkedet, men også på uddannelsesfronten. Her finder du selvfølgelig både gode folkeskoler og et bredt udvalg af boglige og håndsværksmæssige ungdomsuddannelser. Du kan også søge ind på Skoleskibet Danmark eller eksempelvis maskinmester eller skipper på MARTEC (Maritime and Polytechnic University College).
Du har taget hul på en ny uge. Du har fundet den helt rigtige beskæftigelse, men nu trænger du til et kulturelt afbræk. Skal du tage i biografen, til koncert, på en hyggelig café eller tage på kunsttur med guiden "Skulpturer i Frederikshavn Kommune" på mobilen? Mulighederne er mange, og du kan nemt finde flere attraktioner. Det er dejligt at bo i landets 6. største turistkommune, hvor der hvert år er godt fyldt op i sommerhuse og på hoteller og campingpladser, mens havnene trækker både lystsejlere og krydstogtsskibe til. I alt besøger 3,2 millioner turister hvert år os og vores område.
Vores unikke natur er en af grundene til de mange besøg. Du kan blandt andet tage en tur til Råbjerg Mile og Grenen, der begge er i Danmarks Naturkanon, eller besøge Råbjerg Mose, ådale og plantager. Her kan du se og mærke rå og uberørt natur, som inviterer til lange gåture, fordybelse og motion på én gang. Sammenstødet mellem Skagerrak og Kattegat på Grenen fascinerer, Råbjerg Mile viser naturens sejr over mennesket, mens rimmer-doppe landskabet i Råbjerg Mose er enestående på europæisk plan. Du kan altid finde en ny oplevelse i naturen.
I Frederikshavn Kommune er naturen i høj grad uberørt og vidner om istidens kræfter. For eksempel finder du Danmarks 10. største sten, Dynen, foran banegården i Frederikshavn. Den kom hertil fra de norske fjelde under istiden, men fik sin endelige plads i forbindelse med flytningen af Krudttårnet i 1975.
Rejsen til vores område kan altså foregå på mange måder. Vi er forbundet med hele verden, og vi vil gerne styrke vores stærke internationale forbindelser for at skabe lokal udvikling. Vi er en del af verden og har et globalt udsyn. Derfor arbejder vi også aktivt med at omsætte FN’s Verdensmål til handlinger, der fremmer social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed.
Drømmer du om at komme på plads i den helt rigtige bolig? Så kan du sikkert finde eller bygge den i Frederikshavn Kommune. Vi har gode byggegrunde til salg, mange almene boliger, ældreboliger og fornuftige priser på boligmarkedet.
Har du lyst til at smitte positivt af og tage del i fællesskabet? Så tilbyder vi et lokalsamfund, der ikke er større, end at alle kan få lov at fylde. Og vi skaber mulighederne for, at du og din familie kan leve et sundt, aktivt og indholdsrigt hverdagsliv.
Hvis du endnu ikke er overbevist om, at Frederikshavn Kommune er stedet for dig, er du meget velkommen til at besøge os som turist først. Vi elsker at være værter, om det så er for håndboldspillere og -tilskuere til VM, campister fra Danmark og Europa eller krydstogtsturister fra hele verden.