Jordflytning
Hvis du skal flytte jord i forbindelse med bygge- og anlægsarbejde, skal det ofte anmeldes til os først
Sammen med anmeldelsen, skal du sende analyseresultater af den jord, der skal flyttes. Det kan tage op til 4 uger at behandle din anmeldelse. Det er derfor en god idé, at sende anmeldelsen i god tid. Forurenet jord skal afleveres til et godkendt anlæg.
Skal du flytte jord?
Du skal anmelde flytning af jord til os, hvis du:
- flytter forurenet jord væk fra den ejendom, hvor jorden er gravet op.
- flytter jord væk fra en ejendom, der er helt eller delvist kortlagt på vidensniveau 1 eller 2.
- flytter jord væk fra et areal, der anvendes som offentlig vej.
- flytter jord væk fra en ejendom, der er omfattet af områdeklassificering.
- flytter jord væk fra et godkendt modtageanlæg for jord.
En ejendom er kortlagt på vidensniveau 1 (V1), når man ved, at der har været aktiviteter på grunden der gør, at grunden kan være forurenet.
En ejendom er kortlagt på vidensniveau 2 (V2) hvis man ved, at der er en forurening på ejendommen.
Lettere forurenede grunde er normalt ikke kortlagt. Disse grunde vil i stedet være områdeklassificeret af kommunen.
Jord kan være forurenet med f.eks. benzin- og olieprodukter og med tungmetaller. Forureningen kan stamme fra benzin- og servicestationer, renserier, tjærepladser og lignende.
Vi opkræver et administrationsgebyr for jordflytning sammen med ejendomsbidraget. Gebyret betales via ejendomsbidragsbilletten, og er en fælles løsning for alle private ejendomme i kommunen.
Du skal betale gebyret, uanset om der skal flyttes jord fra din ejendom eller ej, og uanset om jorden på din ejendom forventes at være ren, lettere forurenet eller forurenet.
Reglerne om jordflytning er vedtaget for at sikre at jord, der kan være forurenet, ikke bliver spredt på steder, hvor det kan udgøre en risiko for jord og grundvand, men i stedet bliver kørt til et godkendt modtageanlæg.
Jordflytning skal anmeldes til kommunen, og dette gælder både forurenet jord og jord fra kortlagte ejendomme, områder med klassificeret jord, godkendte modtageanlæg eller offentlige veje.
Gebyret bliver opkrævet efter § 48 i Miljøbeskyttelsesloven til dækning af kommunens udgifter til administration efter Jordflytningsbekendtgørelsen.
Gebyret for anvisning af flytning af jord gælder kun for anmeldelser, der er omfattet af jordflytningsbekendtgørelsen, og som anses for at være erhvervsaffald ifølge affaldsbekendtgørelsen. Det er udelukkende virksomheder og ikke private borgere, der skal betale gebyr for flytning af jord.
Gebyret afspejler tidsforbruget ved den enkelte anmeldelse efter ”hvile i sig selv- princippet". Gebyret er fastsat som et administrationsgebyr (fast beløb) og et sagsbehandlingsgebyr (timepris). Gebyret opkræves ved afslutning af den konkrete anvisning.