Hvis du bor på en privat fællesvej, skal du sammen med de andre grundejere selv sørge for vedligeholdelse af vejen. Dette gælder både vejareal, fortov og rabat.
I byer og bymæssige områder skal vejen vedligeholdes af de grundejere, hvis ejendomme grænser op til vejen.
Som udgangspunkt skal du vedligeholde vejen ud for din ejendom i hele vejens bredde, dog kun til midten, hvis der er en ejendom på den anden side af vejen.
På landet skal vejen vedligeholdes af dem, der har ret til at benytte den.
Som udgangspunkt fordeles udgifterne til vedligeholdelse i forhold til den enkeltes brug af vejen.
Hvis I ikke kan blive enige om vedligeholdelsen af vejen, kan I henvende jer til kommunens vejmyndighed og bede dem om at tage stilling til spørgsmålet.