Gå til hovedindhold

Årsberetning - regnskab 2022

Nu har vi gjort regnskabet for 2022 op. Det er en god anledning til at se tilbage og reflektere over det år, der er gået i vores kommune. Der er blevet løst et hav af opgaver, og der er blevet sat nye initiativer i gang.

Indhold

    Forord

    Borgmester Birgit S Hansen

    I 2022 kom COVID-19, Ruslands invasion af Ukraine og deraf følgende fordrevne ukrainere, energikrise og inflation til at sætte præg på kommunens økonomi. Vi har drevet kommunen med de udfordringer og vilkår, der var. Kommunens ansatte har knoklet for at løse kerneopgaverne og få enderne til at nå sammen, og borgerne har udvist stor forståelse for udfordringerne.

    Kommunerne blev foreløbigt kompenseret for udgifter forbundet med COVID-19 og modtagelse af fordrevne fra Ukraine i forbindelse med indgåelse af økonomiaftalen for 2023. Beløbet reguleres først, når de endelige udgifter for COVID-19 og fordrevne ukrainere er kendt. I Frederikshavn Kommune overstiger de opgjorte udgifter den finansiering, vi har modtaget fra staten. Vi har samtidigt måtte korrigere kommunens driftsbudget som følge af inflationen i 2022. Alligevel er det lykkes at overholde det samlede driftsbudget.

    Når vi har holdt skinnet på næsen, skyldes det, at der generelt er udvist tilbageholdenhed. I hele den kommunale organisation er der løst og leveret på kerneopgaverne inden for de budgetmæssige vilkår, der nu engang er.

    Set i lyset af de store udfordringer, der har præget kommunens økonomi i 2022, er resultatet tilfredsstillende:

    • Overskud på ordinær drift på 210,5 mio. kr. (Målsætning for 2022 var 150 mio. kr.)
    • Kassefinansieret anlæg for 150,8 mio. kr. (Målsætning på 80 mio. kr.)
    • Gennemsnitlig kassebeholdning på 350,1 mio. kr. – heraf er der reserveret midler til overførsler og efterregulering af overførselsområdet (Målsætning om minimum 80 mio. kr.)

    Frederikshavn Kommunes økonomi er fortsat stabil. Med overskud på den ordinære drift har vi råd til at afdrage 152,3 mio. kr. på kommunens lånegæld. Heraf er 72,1 mio. kr. afviklet som ekstraordinære afdrag. Vi har ikke optaget lån i 2022 til at finansiere anlæg i 2022. Det betyder, at vi nedbringer kommunens gæld.

    Jo mere, vi afdrager på kommunens lånegæld, jo større bliver vores økonomiske råderum. Det gav os i budget 2022 mulighed for vigtige politiske prioriteringer og investeringer i bl.a. børnepasning, visionsarbejde i folkeskolen, bedre service på ældre- og handicapområdet, udarbejdelse af en ambitiøs DK2020 Klimaplan og ekstra anlægsmidler til cykelstier og asfalt.

    I 2022 oplevede vi, hvordan verdenssituationen påvirker vores hverdag og økonomi. COVID-19 kunne vi tage højde for, men det var umuligt at forudse de ekstraordinære udgifter som følge af Ruslands invasion af Ukraine, energikrise og inflation.

    Vi er ikke rige, og vi bliver ikke en rig kommune. Vi er fortsat udfordret på nedgang i befolkningstallet og dermed vigende skatteindtægter. Vi har derfor i fere år reduceret vores budget til at levere service for med 1% om året. I 2022 var der er plads til at friholde ældre-/handicapområdet, børnepasning, skoleområdet og sundhedsområdet fra at reducere budgetterne i 2022.

    Vi har opbygget en stabil økonomi over årene. Takket være rettidig omhu, økonomisk tilbageholdenhed og en ihærdig indsats fra alle ansatte, lykkedes det at opnå et fornuftigt resultat i 2022. Vi lever fortsat, som vi har råd til i Frederikshavn Kommune. I denne årsberetning og det medfølgende bilag kan du som borger få et endnu mere detaljeret indblik i, hvordan vi har anvendt 4,5 mia. kr. i Frederikshavn Kommune i 2022.

    God læselyst!

    Birgit S. Hansen, borgmester

    Alle målsætninger overholdt

    Hermed gives et kort overblik i ord og grafer over Frederikshavn Kommunes regnskab 2022

    • Overskud på ordinær drift 210,5 mio. kr. (Målsætning på 150 mio. kr.)
    • Kassefinansieret anlæg 150,8 mio. kr. (Målsætning på 80 mio. kr.)
    • Gennemsnitlig likviditet på 350,1 mio. kr. (Målsætning på min. 80 mio. kr.)

    2022 har været præget af tre ekstraordinære forhold; COVID-19, fordrevne fra Ukraine og stigende inflation. Det er samlet set lykkedes at holde driftsbudgettet - på trods af de udfordringer, som kommunen har stået overfor.

    Overskud på ordinær drift

    Når det er lykkedes at overholde det samlede driftsbudget, så kan det tilskrives, at der generelt har været udvist tilbageholdenhed i hele organisationen, som også har betydet overholdelse af kommunens serviceramme. Servicerammen er det udgiftsniveau til service, som kommunerne har lov til at bruge efter aftale med staten. Bruger kommunerne mere end det aftalte niveau, så risikerer kommunerne en økonomisk sanktion.

    Målsætningen for overskuddet på ordinær drift er sat til 150 mio. kr. i 2022. Udgangspunktet for beløbet har været, at der skal være plads til at afholde kassefinansierede anlægsudgifter for 80 mio. kr. og afdrage gæld med 70 mio. kr. Fra 2023 er kravet dog øget til 180 mio. kr. Som det fremgår af skemaet, så var overskuddet i 2022 på 210,5 mio. kr. Dermed er både den oprindelige målsætning og det nye måltal overholdt.

    Når overskuddet på ordinær drift fratrækkes udgifterne til det kassefinansierede anlæg og afdrag på lån, så er der umiddelbart et underskud på 90,3 mio. kr. Dette underskud havde dog været et overskud på 13,2 mio. kr., hvis kommunen havde udnyttet sine lånemuligheder på anlægsområdet (31,4 mio. kr.) og ikke havde afdraget ekstraordinært på kommunens gæld (72,1 mio. kr.).

    Kassefinansieret anlæg

    Det er sat som målsætning, at der skal være plads til at afholde kassefinansierede anlægsudgifter for 80 mio. kr. om året – fra 2023 er målsætningen dog øget til 90 mio. kr. I 2022 er der afholdt kassefinansierede anlægsudgifter for 150,8 mio. kr. Da der ikke er hjemtaget lån i 2022 til finansiering af anlægsudgifter, så er alle anlægsudgifter finansieret af kassen. Økonomiudvalget har efterfølgende besluttet, at kommunens lånemuligheder vedrørende anlægsudgifter afholdt i 2022 ikke skal udnyttes. Der vil således heller ikke blive hjemtaget lån i 2023 vedrørende anlægsudgifter afholdt i 2022.

    Gennemsnitslikviditet

    Gennemsnitslikviditeten er den likviditet, som gennemsnitligt har været til rådighed for kommunen gennem de seneste 365 dage.

    En kommunes gennemsnitslikviditet må ikke blive negativ og kommunen bliver kontaktet af Indenrigs- og Socialministeriet, hvis gennemsnitslikviditeten kommer under 1.000 kr. pr. indbygger svarende til ca. 59,0 mio. kr. i Frederikshavn Kommune.

    Målsætningen for kommunens gennemsnitlige kassebeholdning i 2022 var på minimum 80 mio. kr. Fra budget 2023 og frem er målsætningen minimum 130 mio. kr.

    Frederikshavn Kommune har gennem de senere år lagt budgettet på baggrund af de tre økonomiske målsætninger. Disse tre elementer er med til at sikre, at der er sammenhæng i budgettets indtægter og udgifter.

    Løft af dagplejeområdet

    Ikon ladcykel med dagplejer og 2 børn i cykelen

    I forbindelse med vedtagelsen af budget 2022 blev dagplejeområdet tildelt 1,5 mio. kr. i 2022 (og 3 mio. kr. i overslagsårene) med formålet at forbedre vilkårene for dagpleje.

    Den ekstra tildeling blev lagt ind i ressourcetildelingen pr. plads i dagpleje og betød at tildelingsbeløbet pr. dagplejeplads steg med ca. 6300 kr. i 2022, mere end det ellers var lagt op til i budgettet.
    Tildelingsbeløbet dækker dagplejens drift, det vil sige udgifter til både dagplejere og øvrige udgifter vedr. børnene.

    Kort fortalt betød den ekstra tildeling, at der generelt kom større muligheder for at indrette og bemande dagplejen ud fra ønsket om bedre vilkår. Fx bedre mulighed for i nogle tilfælde at tillade plads til fem børn hos én dagplejer, tilgodese ønsker om bestemte gæstepladser og muligheder for i særlige tilfælde at tilgodese bestemte forhold i en dagpleje.

    Budgettet for dagplejen kræver fortsat, at der sker en stram økonomisk prioritering, selvom der blev tilført fere midler i 2023.

    Driftsresultatet 2022

    ”Tværgående Fælles puljer” indeholder de budgetmidler, som Frederikshavn Kommune blev kompenseret med til merudgifter i forbindelse med COVID-19 og fordrevne fra Ukraine til serviceudgifter. Beløbet er anvendt til finansiering af udgifterne i forbindelse med opgørelsen af udvalgenes overførsel af mer- og mindreforbrug til 2023.

    I Økonomiudvalgets indstilling til overførsel af beløb til 2023 lægges der op til, at alle merudgifter vedrørende COVID-19 og fordrevne fra Ukraine dækkes kollektivt i den kommunale organisation. Dette sker dels ved anvendelse af kompensationen fra staten til disse formål og dels ved at områder, som har haft mindreforbrug, afleverer deres mindreforbrug til fællesskabet. Samtidig bidrager mindreforbrug til, at merforbrug fra Børne- og Ungdomsudvalget og Social- og Sundhedsudvalget kan nulstilles.

    Cirkeldiagram, der viser drifsudgifterne fordel på politiske udvalg og puljer

    Balance mellem budget og forbrug på driften

    For den skattefinansierede drift er der tale om et merforbrug på 0,3 mio. kr. i forhold til korrigeret budget, hvilket svarer til, at der er balance, når man taler om et driftsbudget på 4.240 mio. kr.
    Som det fremgår, er der mindreforbrug eller budgetoverholdelse på fire bevillingsområder og merforbrug på fire områder i forhold til de korrigerede driftsbudgetter.

    En nærmere gennemgang af udvalgenes forbrug og den leverede service i 2022 kan findes i ”Bilag til årsberetning 2022”.

    Driftsresultatet i tal (netto i mio. kr.)

    Netto i mio. kr.

    Økonomiudvalget: 440,2

    Arbejdsmarkedsudvalget: 1.110,2

    Social- og Sundhedsudvalget: 1.398,2

    Børne- og Ungdomsudvalget: 940,3

    Kultur- og Fritidsudvalget: 238,4

    Teknisk Udvalg: 113,3

    Serviceudgifter

    På driftssiden er der særligt fokus på kommunernes serviceudgifter, hvor kommunerne risikerer, at der kan iværksættes sanktioner over for kommunerne.

    Frederikshavn Kommune har et forbrug på serviceudgifter i 2022 på 2.913,8 mio. kr., mens den korrigerede serviceudgiftsramme (ekskl. kompensation for COVID-19 og fordrevne fra Ukraine – i juni 2022 skønnet til 8,5 mio. kr. af Kommunernes Landsforening) er opgjort til 2.909,4 mio. kr., og således et merforbrug i forhold til servicerammen på 4,4 mio. kr. Hvis skønnet for for kompensation for COVID-19 og udgifter vedrørende fordrevne fra Ukraine medregnes, så har kommunens et mindreforbrug i forhold til sin serviceramme på 4,1 mio. kr.

    De foreløbige opgørelser af kommunernes regnskaber tyder på, at kommunerne samlet set overskrider servicerammen i 2022 med 1,1 mia. kr. Regeringen har dog tidligere meldt ud, at kommunerne skulle kompenseres for udgifter vedrørende COVID-19 og fordrevne fra Ukraine. På denne baggrund forventes der ikke sanktioner i en størrelsesorden som svarer til den estimerede overskridelse overfor kommunerne vedrørende regnskab 2022 for serviceudgifterne.

    Graf, der viser henholdsvis mer- og mindreforbrug for de politiske udvalg

    Mer-/mindreforbrug i 1.000 kr

    Minus angiver mindreforbrug

    Økonomiudvalget: -9,524

    Arbejdsmarkedsudvalget: 15.697

    Social- og Sundhedsudvalget: 8.614

    Børne- og Ungdomsudvalget: 9.181

    Kultur- og Fritidsudvalget: -5.493

    Teknisk Udvalg: 3.457

    Plan- og Miljøudvalget: 0

    Tværgående pulje: -12.024

    Pulje til reservation af servicerammen: -9628

    Skattefinansierede driftsudgifter

    Frederikshavn Kommunes skattefinansierede driftsudgifter udgjorde 4,2 mia. kr. i 2022. Det er kommunens 6 udvalg, som i praksis afholder udgifterne (”Pulje til reservation af servicerammen” og ”Tværgående Fælles Puljer” er særskilte bevillinger men med Økonomiudvalget, som ansvarlige for bevillingerne). Der har ikke været afholdt nettoudgifter på de to puljer ligesom der ikke har været afholdt nettoudgifter på Plan- og Miljøudvalgets driftsområde i 2022.

    Søjledigram over kommunernes samlede serviceudgifter

    Forøgelse af normeringen i vuggestuer og børnehaver

    Ikon med barnevogn, voksen og barn

    Vuggestuer og børnehaver fik yderligere 4 mio. kr. til bedre normeringer i 2022 på vej mod minimumsnormeringer.

    Beløbet blev lagt oveni den statslige tildeling til den gradvise overgang til minimumsnormeringer og betød, at tildelingsbeløbene til drift af vuggestue- og børnehavepladser steg.

    Vuggestuer og børnehaver brugte de ekstra penge til at ansætte fere medarbejdere i vuggestuer og børnehaver og den ekstra tildeling har dermed betydet en lidt bedre normering (antal børn pr. medarbejder) i 2022 end ellers muligt. Konkret en forøgelse af niveauet med 0,1* i forhold til hvad den statslige pulje til minimumsnormeringer ellers gav mulighed for i 2022.

    *Minimumsnormeringer, der bliver lovkrav fra 1. januar 2024 opererer med krav om højst 3 børn pr medarbejder i vuggestuer og højst 6 børn pr. medarbejder i børnehaver. ”0,1 bedre” refererer til mål om 2,9 og 5,9 børn pr. medarbejder i stedet for 3 og 6.

    Anlægsbudget 2022 (netto)

    Søjlediagram over kommunens anlægsbudget fordelt på politiske udvalg

    Rød: Budget 2022
    Mørkeblå: Regnskab 2022
    Grå: Heraf lånefinansieret

    De fem største anlægsbudgetter i 2022 (mio. kr.):

    • Vejvedligeholdelse: 59,8
    • Bygningsvedligeholdelse: 27,3
    • Renovering af ældreboliger: 8,9
    • Digitalisering af skoleområdet: 6,5
    • Sæby Havn: 5,4

    Frederikshavn Kommune havde i 2022 et korrigeret budget på anlæg på netto 216,2 mio. kr.

    På anlægssiden er der tale om et samlet mindreforbrug på 67,7 mio. kr. svarende til et mindreforbrug på 31,3 % af korrigeret budget. Der er merforbrug under Plan-og Miljøudvalget og hos Social- og Sundhedsudvalget er der et merforbrug på 0,1 mio. kr. som er relateret til brug af velfærdsteknologi på plejeområdet. For de øvrige udvalg er der mindreforbrug i forhold til korrigeret budget.

    Det er ikke usædvanligt, at der mellem to regnskabsår kan være store udsving på anlæg. Ofte er der tale om større projekter, som ikke nødvendigvis kan planlægges og gennemføres inden for ét regnskabsår. Der vil således ofte være rådighedsbeløb og bevillinger, som skubbes mellem årene. I forbindelse med overførslerne fra 2021 til 2022 blev der således overført 66,9 mio. kr. på anlægsområdet.
    De samlede indtægter fra anlæg udgør i 2022 7,8 mio. kr. mod et korrigeret budget på 5,7 mio. kr. Der er solgt grunde og bygninger for 3,5 mio. kr., hvilket er ca. 0,8 mio. kr. mere end de oprindeligt budgetterede 2,7 mio. kr.

    De øvrige anlægsindtægter udgør 4,3 mio. kr. og vedrører tilskud fra Naturstyrelsen på 1,7 mio. kr. vedrørende hydrologi- og vandplansprojekter, tilskud fra staten LIFE-pulje på 1,3 mio. kr., tilskud fra statens ”nedrivningspulje” på 1,0 mio. kr. og 0,3 mio. kr. fra staten vedrørende byfornyelsesprojekt i Dybvad.

    Finansielle poster - renter, afdrag og finansiering

    Renter, afdrag og gæld

    Der er ikke optaget lån i 2022 vedrørende udgifter afholdt i 2022. Økonomiudvalget har besluttet, at der alene skal hjemtages lån for de udgifter, som der er automatisk låneadgang til vedr. indefrosne ejendomsskatter. I alt udgør disse udgifter 13,3 mio. kr. og lånet optages i 2023 med en løbetid på 25 år.

    Der er betalt afdrag for 152,3 mio. kr., heraf 6,7 mio. kr. vedrørende lønmodtagernes feriemidler, på kommunens lånegæld og der er således sket en reduktion af kommunens gæld i regnskabsåret. Det bemærkes, at 72,1 mio. kr. er af afviklet som ekstraordinære afdrag mens den resterende del er ordinære afdrag.

    Det stigende renteniveau i 2022 på de finansielle markeder har også påvirket kommunens investeringer og gæld. De stigende renter har påvirket kursværdien på kommunens lån. I forbindelse med de ekstraordinære afdrag på lån havde det den positive effekt, at den lavere kurs kunne finansiere en del af gældsafviklingen.

    For kommunens investerede midler kan der omvendt i 2022 konstateres en negativ kursregulering på 17,1 mio. kr. Det skal understreges, at da kommunen ikke har solgt ud af sin beholdning, så er kursreguleringen ikke realiseret.

    Finansiering

    Kommunens finansiering af nettoudgifterne; drift, anlæg, renter og lån sker gennem indtægter fra skatter og tilskud/udligning.

    De samlede skatteindtægter på 2.952,4 mio. kr. ligger 2,3 mio. kr. over korrigeret budget, som skyldes højere indtægter fra grundskyld og dækningsafgifter.  

    Indtægterne fra tilskud- og udligning (inkl. momsrefusion) udgør 1.502,2 mio. kr., hvilket er 4,8 mio. kr. mere end korrigeret budget. Den primære årsag er en manglende modregning i kommunens statstilskud i 2022 som følge af kommunens salg af aktier HMN Naturgas i 2021. Modregningen forventes at ske i 2023.

    Søjlediagram med langfristet gæld primo og ultimo 2022.

    Kassebevægelser

    Det samlede resultat af året blev et forbrug af kassen på 99,0 mio. kr. mod et korrigeret budget som udviste et forbrug af kassen på 155,3 mio. kr. Efter regnskabsåret er afsluttet, så er der imidlertid en række forhold fra regnskab 2022, som vil påvirke kommunens kassebeholdning i 2023. Særligt kan fremhæves overførslerne til 2023

    • Manglende kompensation fra staten for en række udgifter vedrørende COVID-19 og fordrevne fra Ukraine, der forventes en afklaring i 2023.
    • Der er ikke hjemtaget lån i 2022, hvor der er afholdt låneberettigede udgifter for 44,7 mio. kr. Økonomiudvalget har i marts 2023 besluttet, at der hjemtages lån for 13,3 mio. kr. vedrørende regnskab 2022.

    Det bemærkes endvidere, at der foretaget ekstraordinære afdrag på kommunens gæld for 72,1 mio. kr. i 2022. Den ekstraordinære gældsafvikling og den undladte udnyttelse af låneadgang i 2022 overstiger dermed det kassetræk, der opstår i 2022. Når der trækkes på kassebeholdningen kan dette således tilskrives, at kommunens gæld er nedbragt.

    Gennemsnitslikviditet

    KL anbefaler en gennemsnitsbeholdning for en kommune som Frederikshavn Kommune på ca. 130 mio. kr. Frederikshavn Kommunes gennemsnitslikviditet ved udgangen af året var på 350,1 mio. kr. I 2022 var 140,5 mio. kr. af kassebeholdningen at betragte som reserveret til finansiering af overførte beløb fra 2021 på 92,1. Herudover var 48,4 mio. kr. reserveret til tilbagebetaling af corona-kompensationen på ydelsesområdet i 2022. I afsnittet til højre om overførsler til 2023 er beskrevet, hvordan overførslerne ”lægger beslag” på likviditet i 2023.

    Overførsler til 2023

    Ved udgangen af 2022 var der en række mer- og mindreforbrug på drift, anlæg og balanceforskydninger, som hver især påvirkede årets bevægelse på kassen; merforbrugene betød et højere kassetræk og mindre forbrugene et lavere kassetræk, end der ellers ville have været.

    I forbindelse med behandlingen af regnskabet for 2022, så behandler Byrådet også ansøgning om overførsel af disse mer- og mindreforbrug (se afsnit om overførsler til 2023).

    Samlet set behandles der en overførsel og frigivelse til 2023 med et netto beløb på 103,6 mio. kr. fra 2022. Da der er tale om budgetbeløb, som allerede var afsat i 2022, men som ikke blev anvendt, så vil overførslerne til 2023 ikke belaste likviditeten anderledes, end hvis udvalgene havde brugt deres budgetter fuldt ud i 2022.

    I forhold til likviditetens størrelse, så betyder de overførte budgetbeløb reelt, at en del af kommunens likviditet er bundet til disse projekter. Overførte min dreforbrug er udtryk for, at der ligger penge i kassen, som skal kunne finansiere et senere forbrug af disse midler. Overførslen fra 2022 til 2023 betyder således, at 82,2 mio. kr. af kommunens likviditet må betragtes som reserveret til disse overførte beløb. Til den resterende del af de overførte beløb er der tilknyttet låneadgang.

    Søjlediagram over kassebevægelser årets 12 måneder

    Udvidelsen af Sæby Havn blev indviet i 2022

    Ikon med lystbåd i havn

    Tilbage i juni 2020 blev lokalplanen for udvidelsen af Sæby Havn godkendt af Frederikshavn Byråd og arbejdet begyndte mandag den 4. januar 2021. Havneudvidelsen blev indviet 28. maj 2022.

    Tilbage i juni 2020 blev lokalplanen for udvidelsen af Sæby Havn godkendt af Frederikshavn Byråd og arbejdet begyndte mandag den 4. januar 2021. Havneudvidelsen blev indviet 28. maj 2022.

    Det nye havneområde er blevet anlagt syd for den nuværende indsejling. Det består blandt andet af en 600 meter lang ydermole, to nye havnebassiner med ekstra bådpladser og et vandaktivitetsområde til vinterbadere, svømmere, kajakroere, dykkere og SUP’ere. Samtidig skal der etableres nye landarealer med plads til vinteropbevaring af både.

    Flere funktioner flyttes fra gamle havneområde til det nye, og de to områder er blevet bundet sammen af broer og promenader langs kajer og moler.

    Havneudvidelsen er et bidrag til Frederikshavn Kommunes ønske om at skabe udvikling i hele kommunen for at gøre den endnu mere attraktiv for borgere, tilflyttere og turister. Nye faciliteter danner gode rammer for udvikling i bosætningen, turismen og friluftslivet.

     Overførsler til 2023

    I forbindelse med regnskabsafslutningen kan udvalgene få overført evt. mer- eller mindreforbrug til efterfølgende år.

    Beløb overført til 2023 (drift)

    Beløb i 1.000 kr. Minus angiver merforbrug

    • Økonomiudvalget: 3.525 
    • Arbejdsmarkedsudvalget: 1.000
    • Social- og Sundhedsudvalget: 5.101
    • Børne- og Ungdomsudvalget: 3.862
    • Kultur- og Fritidsudvalget: 2.182
    • Teknisk Udvalg: -579

    Beløb overført til 2023 (anlæg)

    Beløb i 1.000 kr. Minus angiver merforbrug

    • Økonomiudvalget: 27.825
    • Arbejdsmarkedsudvalget: -232 
    • Social- og Sundhedsudvalget: 1.870
    • Børne- og Ungdomsudvalget: 838
    • Kultur- og Fritidsudvalget: 25.627
    • Teknisk Udvalg: -805

    I forbindelse med regnskabsafslutningen for 2022 har Økonomiudvalget og Byrådet besluttet, at Børne- og Ungdomsudvalget og Social- og Sundhedsudvalget får nulstillet deres underskud på hhv. 6,9 mio. kr. og 6,6 mio. kr.

    Finansieringen hertil kommer dels fra opsparede mindreforbrug på Økonomiudvalgets område på 1,4 mio. kr.
    samt et resterende beløb af uforbrugte midler i 2022 på 19,2 mio. kr., som ikke overføres. De resterende uforbrugte midler på 7,1 mio. kr. lægges i kommunekassen.

    Denne nulstilling er med til at understrege, at vi er én kommune med én økonomi, hvor der løftes i flok.

    Udover denne nulstilling, så sker der overførsel og frigivelse af en række mindreforbrug på fagudvalgene, dog
    overføres der et merforbrug på 0,6 mio. kr. for Teknisk Udvalg.

    På anlæg og indskud i landsbyggefonden samt puljer er indstillet en overførsel, hvor mer- og mindreforbrug overføres og frigives til forbrug i det efterfølgende regnskabsår.

    I forbindelse med overførselsadgangen frigives der i alt 15,1 mio. kr. til forbrug på driftssiden i 2023. På anlæg overføres der 55,1 mio. kr. til forbrug i 2023. Ud over de beløb, som fremgår af tabellerne, overføres der 33,4 mio. kr. vedrørende indskud i Landbyggefonden og diverse puljer.

    For at se den budgetmæssige virkning af overførslerne fra 2022-2023 henvises til bilaget til årsberetningen på side 354.

     Resultatopgørelse 2022

    2022 er der et overskud på ordinær drift på 210,5 mio. kr.

    Overskuddet på ordinær drift fremkommer ved at tage kommunens indtægter fra skatter og tilskud/udligning
    fratrukket de samlede nettoudgifter på driften samt udgifterne til renter. I 2022 er driftsudgifterne bl.a. påvirket af COVID-19, udgifterne til fordrevne fra Ukraine og den øgede inflation. Hertil kommer, at der i 2022 kunne konstateres, at på trods af, at udviklingen i ledigheden blev langt bedre, end det var forudsat ved årets begyndelse, så var udviklingen i Frederikshavn Kommune mindre gunstig end på landsplan – og dermed mindre gunstig end udgangspunktet for finansieringen af kommunens udgifter til indkomsterstattende ydelser. Kommunen endte derfor med et merforbrug på denne type af udgifter på 17,5 mio. kr.

    På indtægtssiden er der et mindreforbrug/merindtægt på 7,0 mio. kr. Der er to hovedårsager til dette. For det første er der en øget indtægt på skat på 2,3 mio. kr., som skyldes højere indtægter fra ejendomsskat end forudsat i budgettet. For det andet var der budgetteret med en modregning i Frederikshavn Kommunes statstilskud, som følge af salg af HMN Naturgas. Forsyningssekretariatet har imidlertid ikke kunnet opgøre det endelige modregningsbeløb til afregning i 2022 og der er således ikke sket en modregning i kommunens indtægter. Modregningen vil derfor først ske i kommunens indtægter i 2023.

    Driftsudgifterne svarer til det budgetterede niveau med et merforbrug på 0,3 mio. kr. I bilaget til årsberetningen kan de enkelte udvalgs forklaringer på afvigelser mellem budget og regnskab læses.

    Det er således den manglende modregning på indtægtssiden, som er hovedforklaringerne på, at resultatet af ordinær drift er 6,4 mio. kr. højere i regnskabet end det budgetterede.

    De samlede nettoanlægsudgifter udgjorde 148,5 mio. kr. i 2022. Heraf udgjorde anlægsindtægterne 7,8 mio. kr. mens bruttoanlægsudgiften udgjorde 156,3 mio. kr. Da der ikke er hjemtaget lån i 2022, så er alle netto anlægsudgifter finansieret af kassen. Målsætningen for anlægsområdet i 2021 var et kassefinansieret anlægsniveau på 80,0 mio. kr.

    Samlet set er nettoanlægsudgifterne 67,7 mio. kr. lavere end korrigeret budget. Det er ikke usædvanligt, at en række anlægsprojekter ikke kan nå at blive gennemført inden for ét regnskabsår, hvilket gør, at der ofte vil være relativt store forskydninger mellem forbrug og budget.


    2022 ender med et forbrug af kassen på 99,0 mio. kr. Dette er 56,3 mio. kr. bedre end korrigeret budget. Udover de allerede nævnte mindreudgifter vedrørende drift og anlæg, så bidrager balanceforskydningerne med et mindreforbrug på 17,8 mio. kr. Dette mindreforbrug skyldes bl.a., at de midler der er afsat til medinvestering i almene boliger ikke er brugt.

    Endelig er der i 2022 ikke optaget lån. Der var budgetteret med en låneoptagelse på 38,1 mio. kr. Til gengæld er der betalt afdrag på lån for 152,3 mio. kr. inkl. ekstraordinært afdrag på 72,1 mio. kr.

    Resultatopgørelse 2022

    - minus er lig indtægter, overskud og opsparing

    Skatter

    Regnskab: -2.952.445
    Korrigeret budget: -2.950.186
    Afvigelse: -2.259

    Tilskud/udligning

    Regnskab: -1.502.200
    Korrigeret budget: -1.497.425
    Afvigelse: -4.775

    Driftsudgifter

    Regnskab: 4.240.739
    Korrigeret budget: 4.240.459
    Afvigelse: 280

    Resultat af ordinær driftsvirksomhed

    Regnskab: -210.518
    Korrigeret budget: -204.092
    Afvigelse: -6.426

    Anlæg inkl. salgsindtægter

    Regnskab: 148.525
    Korrigeret budget: 216.213
    Afvigelse: -67.688

    Resultatet af det skattefinansierede område

    Regnskab:-61.992
    Korrigeret budget: 12.121
    Afvigelse: -74.113

    Resultatet af forsyningsvirksomheder

    Regnskab: 824
    Korrigeret budget: 190
    Afvigelse: 634

    Resultatet i alt

    Regnskab: -61992
    Korrigeret budget: 12.311
    Afvigelse: -73.479

    Optagne lån

    Regnskab: 0
    Korrigeret budget: -38.084
    Afvigelse: 38.084

    Afdrag på lån (langfristet gæld)

    Regnskab: 152.326
    Korrigeret budget: 155.504
    Afvigelse: -3.177

    Øvrige balanceforskydninger

    Regnskab: 7.817
    Korrigeret budget: 25.593
    Afvigelse: -17.776

    Forbrug af kassen i 2022

    Regnskab: 98.975
    Korrigeret budget: 155.324
    Afvigelse: -56.349

     Cykelstier

    Cykelsti ikoner på mørkeblå baggrund

    Der var i 2022 givet ekstraordinære midler til anlæg af cykelstier.

    Et af de gennemførte projekter er Nordre Ringvej stien i Skagen, hvor stien har været et stort ønske i mere end 10 år. Den ”nye” cykelsti med asfalt og lys er lavet i et gammelt vejtracé, hvor der har været en trampet sti, som kun blev brugt i begrænset omfang.

    Efter stien er blevet åbnet, kan det ses, at behovet virkelig har været til stede, da cykelstien bliver flittigt benyttet.

     Årsberetning - printvenlig version

    Du kan finde en printvenlig version af det overordnede regnskab her

     Bilag til Årsberetning 2022

    Regnskab 2022 er overordnet gengivet her, og flere detaljer kan ses i det tilhørende bilag "Bilag til Regnskab 2022"

    Kontakt

    Økonomi

    Bo Kjelde

    Afdelingsleder

    Telefon: 98 45 60 44

    E-mail: boke@frederikshavn.dk