Gå til hovedindhold
Børne- og kulturområdet

Kultur- og Fritidsvision

Fokuspunkter: Stolthed, fællesskab, frivillighed og nysgerrighed

Indhold

    Noget for alle når vi har fri

    Fra Voerså i syd til Skagen i nord, fra Frederikshavn i øst til Østervrå i vest, indrammes Danmarks nordlige kommune som et lærred. På lærredet ses et motiv fyldt med liv, formet af alt det vi deler, det vi gør, og skaber sammen.

    Det ved vi som Kultur- og Fritidsudvalg i Frederikshavn Kommune. For det har I som borgere, foreninger og kulturaktører fortalt os. Unge som gamle, tilflyttere som indfødte. I har vist os det store billede af, hvordan livet i vores kommune leves, når vi har fri. Vi har ved selvsyn  set de mange ildsjæle, lokalforeninger, frivillige, og engagerede borgere, der gør det meningsfuldt at bo i Frederikshavn Kommune.

    Vi vil som Kultur- og Fritidsudvalg bevare og værne om, hvad vi sammen har  kært.  Men  samtidig minde om, at vi skal have modet til at tænke nyt. Ikke mindst skal vi turde fortælle om det, der gør os stolte af vores lokalmiljøer. Hvis vi glemmer at se op og ud, ender vi med at lulle os selv i søvn, og så vågner vi en dag til en virkelighed, hvor der ikke sker en skid.

    Vi har som Kultur- og Fritidsudvalg taget initiativ til at formulere en kultur- og fritidsvision, der tager afsæt i jeres ord og værdier. Det har vi gjort, fordi vi tror på værdien i at have et fælles udgangspunkt, der gør, at vi alle går samme vej mod målet om et rigt kultur- og fritidsliv i vores kommune.

    Når vi gør det i fællesskab, skaber vi de historier, der bliver til en god fortælling om Frederikshavn Kommune.
    En fortælling, der får turister til at besøge os, og giver tilflyttere lyst til at bosætte sig.

    Vigtigst af alt skaber vi en tilknytning for vores unge generationer, der giver dem lysten til at blive eller komme tilbage, og skaber for vores børn en barndom for livet.

    • At åbne hinandens øjne op for, hvor meget vi faktisk får til at ske her i kommunen.
    • At sætte fokus på, at vi i fællesskab får udviklet og fastholdt de gode kultur- og fritidstilbud til vores børn og unge.
    • At skabe et udgangspunkt for den samtale vi har på tværs i Både med hinanden lokalt, men også mellem politikerne og borgerne.
    • At overskueliggøre den politiske vision på området, ved at skabe en vision, der med afsæt i borgernes egne ord, kan navigeres politisk efter.
    • At skabe et afsæt til at arbejde med dagsordener, der ligger ud over den lokale dagligdag. Det drejer sig om bosætning, turisme og erhverv.
    • At motivere borgere, foreninger og andre aktører til at byde ind med nye ideer og projekter.

    Stolthed

    Tiden forgår, stoltheden består

    Vi tænker ikke altid over, at den er der. Stoltheden. Stoltheden over de byer vi kommer fra, den natur vi deler, og alt derimellem vi sammen har skabt og har kært. Vi er fyrtårnet på toppen af Danmark - og vi må gerne lade det lyse.

    Fællesskab

    Det enestående i fællesskab

    Styrken er i det vi gør sammen. Stærke fællesskaber inspirerer, aktiverer og giver lyst til nye oplevelser i lokallivet, der en dag bliver til vores fælles historie. Når vi har fri, skaber vi sammen det liv, der gør vores lokalområder enestående og unikke.

    Frivillighed

    Frivillighed er balsam for (ild)sjælen

    Lad os give frivilligheden en hånd. Lige fra de frivillige trænere i foreningerne til kagebagerne, der gør ethvert lokalarrangement ekstra godt. Selvom frivillighed ikke købes, ville vi alle være fattigere uden den. Lad os derfor sammen passe på den.

    Nysgerrighed

    Hellere optimister der fejler, end pessimister der stejler

    Fra vanetænkning, til gentænkning, til nytænkning - det er sådan vi fortsætter fremad. Nye ideer gror ud af det fundament, vi står på. Derfor tør vi sætte nye skibe i havet, også selvom vi kommer på dybt vand.

    Som led i at føre kultur- og fritidsvisionen ud i livet, har udvalget vedtaget en visionspulje. For at styrke og skabe større sammenhæng i indsatserne lægges den sammen med den tidligere Udviklingspulje.

    Visions- og Udviklingspuljen kan søges af bl.a. lokale borgere og foreninger, som har idéer til projekter eller tiltag, der kan bidrage til, at visionen foldes ud i hverdagen. Puljen yder således støtte til aktiviteter, der understøtter ét eller flere af visionens fokuspunkter.

    Puljen uddeles første gang i maj 2021, med uddeling to gange årligt.