Valgkort
Du får tilsendt valgkort ca. 1 uge før valget. Du skal medbringe valgkortet på valgstedet.
Valgkortet indeholder oplysning om dit navn og adresse, nummer på valglisten, afstemningsstedets beliggenhed samt dag og tid for afstemningen. Valgkortet indeholder desuden oplysning om, ved hvilket valgbord du skal henvende dig, når du kommer for at stemme. På digitale valgsteder kan du frit vælge valgbord.
Hvis du ikke har fået dit valgkort
Mener du dig berettiget til at stemme i kommunen, og har du ikke modtaget valgkortet senest torsdag den 19. marts 2026, eller har du modtaget valgkort med fejlagtige oplysninger – skal du kontakte Borgerservice på 98 45 50 00.
Du kan dog få et nyt valgkort på valgstedet, hvis du medbringer anden gyldig legitimation (pas, kørekort eller sundhedskort).
Hvis du flytter fra en kommune til en anden kort før et valg, kan du risikere at skulle afgive din stemme i den kommune, du er flyttet fra. For at stemme i den nye kommune skal du anmelde din flytning til kommunen senest 15 dage før valgdagen.
Du har mulighed for at brevstemme i en hvilken som helst kommune i Danmark. Brevstemmer du i en anden kommune, end hvor du bor, sørger denne kommune for at sende brevstemmen til din hjemkommune.
Hvis du flytter inden for kommunen kort op til et valg, skal du anmelde din flytning til kommunen senest 15 dage før valgdagen for at kunne stemme på dit nye afstemningssted.
Hvis du ikke når det, skal du stemme på dit gamle valgsted.
Hvis du er flyttet hjem til Danmark fra udlandet kort før et valg, er det vigtigt, at du hurtigt får meldt din flytning til den kommune, du flytter hjem til. Du kan kun stemme, hvis du har meldt flytningen senest 7 dage inden valgdagen.
Ved folketingsvalget den 1. november 2022 skal du have anmeldt flytningen senest tirsdag den 25. oktober 2022.
Du skal som udgangspunkt stemme på det afstemningssted, du hører til. Men hvis du har nedsat førlighed eller har et handicap, der gør, at du ikke er i stand til at stemme på det afstemningssted, du er tilknyttet, kan du søge om at stemme på et andet afstemningssted i kommunen.
Ved folketingsvalg kan du tidligst søge om at skifte valgsted, når valget er udskrevet.