Gå til hovedindhold

Du kan få hjælp til at sætte dit X

Læs mere om, hvordan du kan få hjælp til at stemme ved folketingsvalget den 24. marts

Indhold

    Hjælp til at stemme på valgdagen

    Vil du have hjælp til læse stemmesedlen og til at sætte dit kryds? Så henvend dig til en af de personer på valgstedet, der hjælper til ved valget (en valgstyrer eller en valgtilforordnet).

    Alle kan få hjælp til at stemme

    Du kan få hjælp af to valgstyrere/valgtilforordnede eller af en valgstyrer/valgtilforordnet og en person, du selv har valgt.

    Du skal klart og tydeligt kunne fortælle dem, der hjælper dig, hvem du vil stemme på. Hvis du alene taler tegnsprog, har du ret til at udtrykke dette på tegnsprog, evt. via tegnsprogstolk (f.eks. en personlig hjælper eller ægtefælle).

    Har du et fysisk eller psykisk handicap?

    Så kan du få hjælp alene af én person. Du bestemmer selv, hvem der skal hjælpe dig. Det kan f.eks. være en ægtefælle, et andet familiemedlem eller en ven.

    Det er et krav, at du klart og tydeligt kan fortælle, hvem der skal hjælpe dig. Hvis du alene taler tegnsprog, har du ret til at udtrykke dette på tegnsprog, evt. via tegnsprogstolk (f.eks. en personlig hjælper eller ægtefælle).

    Er dit handicap ikke synligt, skal du vise dokumentation for dit handicap, eksempelvis:

      • Ledsagekort 
      • Parkeringskort udstedt af Danske Handicaporganisationer 
      • Lægeerklæring 
      • Erklæring/attest fra anden myndighed

    Bærer du Solsikkesnoren eller Demenssymbolet?

    Så vil medarbejderne på valgstedet være særligt opmærksomme og støtte dig, hvis du har brug for det.

    Hjælp til at brevstemme

    Du kan også få hjælp til at brevstemme. Hvis du brevstemmer i Borgerservice i en kommune, får du hjælp af en eller to medarbejdere hos kommunen.

    Har du et fysisk eller psykisk handicap, kan du få hjælp alene af én person, som du selv har valgt, på samme måde som på valgdagen.

    Hjælpemidler

    Du kan bruge disse hjælpemidler, når du skal stemme:

      • Sort pen (en sort tusch)
      • Lup (forstørrer teksten op til fire gange)
      • LED-lampe (en lampe, hvor du kan regulere lysstyrke og lysfarve)
      • Hæve-/sænkebord
      • Forstørrelsesapparat, der forstørre teksten (også kaldet CCTV)

    OBS: Hæve-/sænkebord og forstørrelsesapparat findes på valgstedet i Arena Nord.

    Vil du vide mere?

    Du kan læse mere om reglerne for at få hjælp til at stemme og om hjælpemidler på Indenrigs- og Boligministeriets valg-hjemmeside valg.im.dk.

    Har du spørgsmål?

    Kontakt Frederikshavn Kommune, hvis du for eksempel har spørgsmål til:

      • hvilke hjælpemidler der er på dit valgsted,
      • hvilke hjælpemidler der er på det sted, hvor du vil brevstemme, eller
      • hvordan du søger om at flytte valgsted.