Gå til hovedindhold

Detailhandelsanalyse

Detailhandlen spiller en central rolle for byernes liv, identitet og erhvervsudvikling. Derfor besluttede Byrådet i november 2024 at igangsætte en ny detailhandelsanalyse, som er blevet udarbejdet i første halvår af 2025

Indhold

    Formålet er at få et aktuelt billede af handelsmønstre og udviklingstendenser for detailhandelen i Frederikshavn Kommune, og at skabe et solidt grundlag for, hvordan vi strategisk placerer og udvikler detailhandel fremadrettet.

    Analysen skal danne grundlag for en revision af kommuneplanens retningslinjer for detailhandel, så planlægningen understøtter levende bymidter, lokal erhvervsudvikling og borgernes behov.

    Hvad viser analysen?

    Den nye detailhandelsanalyse peger på en række vigtige tendenser:

    • Omsætningen er steget: Detailomsætningen er vokset med ca. 440 mio. kr. siden 2017 og udgør nu knap 4 mia. kr.
    • Turismen spiller en større rolle: Turister og sommerhusgæster står nu for ca. 32 % af omsætningen – en stigning på 10 procentpoint siden 2017.
    • Færre, men større butikker: Antallet af butikker er faldet med 11 % siden 2018, men butikkerne er generelt blevet større.
    • Stigende koncentration: Detailhandlen samler sig i stigende grad langs Hjørringvej i Frederikshavn, hvilket styrker byens regionale konkurrenceevne – men også udfordrer bymidten.
    • Udfordringer i bymidterne: Frederikshavn og Sæby oplever stigende tomgang og butikslukninger, mens Skagen fastholder sit butiksniveau og fremstår som en robust handelsby.
    • Behov for strategiske indsatser: Analysen anbefaler bl.a. bedre sammenhæng, nye ankerfunktioner, fysisk forskønnelse og tættere samarbejde med handelslivet.

    Hvad anbefaler analysen?

    For at styrke handelslivet og sikre attraktive bymidter anbefales det bl.a.:

    • At koncentrere kundeorienterede erhverv og offentlige funktioner i bymidterne
    • At afveje fordele og ulemper ved ny detailhandel uden for bymidterne
    • At styrke samarbejdet mellem kommune, handelsstandsforeninger og ejendomsejere
    • At udnytte turismens potentiale bedre – fx gennem markedsføring og bymiljøer, der appellerer til besøgende
    • At gennemføre fysiske forbedringer og skabe nye ankerfunktioner i Frederikshavn, Skagen og Sæby

    Hvad sker der nu?

    På baggrund af analysen, arbejder administrationen på et forslag til revision af retningslinjer for detailhandel i kommunen. I slutningen af 2025 skal Byrådet tage stilling til forslaget. Hvis forslaget bliver godkendt, sendes det i offentlig høring i minimum 8 uger. Efter høringsperioden vil eventuelle bemærkninger blive behandlet, og det reviderede forslag forventes vedtaget politisk i løbet af 2026.

     

    Sammenfatning

    Antallet af butikker er faldet med 11 % på 7 år

    Der er 410 butikker i Frederikshavn Kommune. Siden 2018 er antallet af butikker faldet med 11 %, og siden 1999 er butiksbestanden reduceret med omkring en fjerdedel. Faldet er accelereret i de senere år og vil sandsynligvis fortsætte i takt med udviklingen, som også i Frederikshavn Kommune går mod færre, men større butikker.

    Det er især i Sæby og Frederikshavn, at antallet af butikker er faldet, mens der kun er sket et mindre fald i Skagen. Beklædning er som branche blevet ramt hårdest, og der er i alt blevet 20 færre tøj- og skobutikker, hvilket svarer til et væsentligt fald på 21 %. Lukningerne har medført mange ledige forretningslejemål og en tomgang på 15 % i Frederikshavn bymidte og 13 % i Sæby bymidte, hvilket er lidt over
    niveauet i 2018.

    Den årlige omsætning er øget med 440 mio. kr. siden 2017

    Kommunens detailhandel, ekskl. bilforhandlere, omsatte i 2024 for knap 4 mia. kr. inkl. moms. Omsætningen fordeler sig med 59 % på dagligvarer, 11 % på beklædning og 30 % på øvrige udvalgsvarer. Omsætningen er i løbende priser steget med ca. 440 mio. kr. svarende til 12 %.

    Markant handelsoverskud på 775 mio. kr.

    Frederikshavn Kommune havde i 2024 et handelsoverskud på i størrelsesordenen 570 mio. kr. eller 32 % for dagligvarer og 205 mio. kr. eller 14 % for udvalgsvarer. De markante handelsoverskud er udtryk for, at sommerhusgæster, turister og andre besøgende lægger mange penge i detailhandlen samtidig med, at de lokale borgere kun i begrænset grad handler i butikker uden for kommunen. Handelsbalancen er samlet set forbedret væsentligt med 10 %-point siden 2017.

    Turisterne bidrager med næsten hver tredje krone i detailhandlen

    Handelslivet i Frederikshavn Kommune nyder godt af turismen. Turister, sommerhusgæster og andre besøgendes forbrug i detailhandlen udgjorde tilsammen i størrelsesordenen 1,27 mia. kr. i 2024. Det svarer til 32 % af omsætningen i detailhandlen, hvilket er omkring 10 %-point mere end i 2017.

    Se illustrationer i den samlede detailhandelsanalyse - side 6

    Frederikshavn er kommunens hovedhandelsby

    Der er sket en øget koncentration af detailhandlen i Frederikshavn, som tegner sig for en større andel af detailhandlen i Frederikshavn Kommune end i 2018. Der er desuden sket en yderligere forskydning fra Frederikshavn bymidte til aflastningsområdet, som nu står for 45 % af omsætningen i Frederikshavn, mens
    bymidten står for 33 %. Også målt på antal butikker har bymidten mistet betydning, og ca. hver femte butik i bymidten er lukket siden 2018, mens antallet af butikker i aflastningsområdet omvendt er steget med 18 %.

    Generelt findes de fleste kendte kædekoncepter i Frederikshavn, men der mangler enkelte koncepter, som findes i f.eks. Hjørring eller Aalborg. Der er potentiale for at tiltrække nogle af disse kæder til aflastningsområdet på Hjørringvej. Ny detailhandel uden funktionel sammenhæng med bymidtens butikker vil imidlertid sætte bymidtens butikker under yderligere konkurrencepres. En yderligere spredning af detailhandlen vil vanskeliggøre at fastholde den nødvendige kritiske masse, som gør Frederikshavn bymidte til et relevant indkøbssted. Uanset om der muliggøres ny detailhandel uden for bymidten eller ej, er der et generelt behov for en større indsats for at vende udviklingen i bymidten.

    Skagen er en unik shoppingby med et internationalt brand

    Skagen har stort set fastholdt antallet af butikker, og der er kun meget få tomme lokaler i bymidten. Detailhandlen i Skagen har omsætningsmæssigt klaret sig godt på trods af en lidt udfordret turistsæson med ustadigt sommervejr i sidste år, som har kostet nogle af dagsturene. Næsten to ud af tre kroner i Skagens butikker bliver lagt af turister, der har endnu større betydning for detailhandlen end i 2018, hvor turisterne stod for ca. halvdelen af omsætningen.

    Det helt særlige bymiljø er indbegrebet af en shoppingtur i Skagen bymidte. Skagens detailhandel er koncentreret i bymidten og står robust over for fremtiden. Detailhandlen i Skagen har en anden profil end detailhandlen i langt de fleste andre byer, er meget orienteret mod købestærke turister og er dermed mindre
    sårbar over for de generelle udviklinger i dansk detailhandel. Nye butikker uden for bymidten vil kun i begrænset omfang få betydning for bymidtens butikker, men afhængig af placering og butikstype kan der være en mærkbar påvirkning på butikker andre steder i byen.

    Sæby betjener både lokale borgere og turister

    I Sæby er der sket det forholdsvist største fald i antal butikker på 16 % siden 2018, og der er forholdsvis høj tomgang i bymidten. Detailhandlen i Sæby er kendetegnet ved et varieret udbud i et hyggeligt gågademiljø i bykernen, som også appellerer til turisterne. Derudover er der en koncentration af store dagligvarebutikker i City Vest ved Kulturøen og et mindre udbud af detailhandel og kundeorienterede serviceerhverv ved Sæby Havn.

    Sammenlignet med byer af samme størrelse, mangler Sæby en del af de kendte boksbutikskoncepter. Etablering af boksbutikker vil samlet set styrke Sæby som handelsby med moderne og tidssvarende kædekoncepter, som kan bidrage til at holde en større del af handlen hjemme i byen, men det vil også få konsekvenser for den eksisterende detailhandel. Ny detailhandel uden funktionel sammenhæng med
    bykernen vil sætte yderligere pres på bykernens butikker.

    Analysen giver en række anbefalinger til den strategiske udvikling af handelslivet
    og peger på konkrete prioriterede indsatser i bymidterne:

    Understøt levende bymidter

    Bymidterne er én af hjørnestenene i byernes liv, identitet, erhvervsudvikling og beskæftigelse. Analysen, anbefaler at levende bymidter understøttes ved at koncentrere kundeorienterede erhverv og offentlige funktioner centralt og ved at styrke opholdskvaliteterne i bymidterne, og at fortætning med boliger i
    bymidterne bruges som et strategisk byudviklingsværktøj.

    Afvej fordele og ulemper ved nye butiksprojekter

    Der er behov for nøje afvejning, inden der træffes beslutning om planlægning for ny detailhandel uden for bymidterne. Ny detailhandel uden for bymidterne vil på den ene side bidrage til et mere varieret butiksudbud, øge den samlede omsætning og forbedre handelsbalancen, men vil på den anden side få konsekvenser for
    handels- og bylivet i bymidterne.

    Øget samarbejde mellem handelslivets aktører

    Spredt ejerskab i bymidter begrænser handels- og erhvervsforeningers beslutningskraft og ressourcer. Der er behov for, at handelslivets aktører samarbejder med Frederikshavn Kommune om udvikling af bymidterne og at ejendomsbesiddere tager en mere aktiv rolle i byudviklingen.

    Hent mere fra turismen

    Kyst- og naturturismen vokser og giver mulighed for vækst og udvikling i detailhandlen. Turisterne skal trækkes fra sommerhuse, stranden og attraktionerne ind i bymidterne, og handelslivet skal være klar til at tage imod.

    Koncentrér bymidten i Frederikshavn

    Der er sket et væsentligt fald i antallet af butikker, og der er høj tomgang i Frederikshavn bymidte, som er udfordret. Derfor peger analysen på fem prioriterede indsatser for at vende udviklingen:

    1. Aktivering af Havnegade
    2. Omdannelse af nordlig og sydlig ende af gågaden til sivegader
    3. Ny ankerfunktion på Søndergade ved Rådhus Alle
    4. Omdannelse af Læsøgadekvarteret til blandet byområde
    5. Indskrænkning af bymidteafgrænsningen

    Understøt Skagens position som unik og velfungerende handelsby 

    For at skabe optimale rammebetingelser for et fortsat meget attraktivt og velfungerende kommercielt byliv i Skagen anbefales tre prioriterede indsatser:

    1. Udvidelse af bymidten med havnearealer ved lystbådehavnen
    2. Ny ankerfunktion i lokaler, der tidligere husede ALDI
    3. Sivegade på Sankt Laurentii Vej

    Øg kundestrømmen til Sæby bymidte

    Sæby bymidte betjener både lokale borgere, turister og besøgende, men er todelt og mange hverdagsfunktioner findes i City Vest og på Kulturøen. Fem prioriterede indsatser skal understøtte et fornyet fokus på bykernen og dens nære omgivelser:

    1. Øget synergi mellem bykerne og havn
    2. Ny byfunktion på nordlig del af Slagterigrunden
    3. Sivegade på Søndergade mellem Algade og Krystalgade
    4. Bedre sammenhæng mellem bykerne og City Vest
    5. Forskønnelse af stationsområdet