Gå til hovedindhold

Kvalitetsstandard for den kommunale sygepleje

Kvalitetsstandard 2024
Kommunal sygepleje efter Sundhedslovens § 138

Indhold

    Denne kvalitetsstandard er en beskrivelse af det serviceniveau for den kommunale sygepleje, der tilbydes i Frederikshavn Kommune.

    Den kommunale sygepleje er et gratis tilbud til alle personer med behov for sygepleje, uanset alder, som bor i eget hjem. 

    Formålet med kommunens indsatser er at understøtte dine handlemuligheder, så du opnår et selvstændigt og meningsfyldt liv med en høj grad af uafhængighed og selvbestemmelse.

    Når du er bevilget hjælp til sygepleje, betyder det, at sygeplejersken i videst muligt omfang oplærer dig eller din pårørende til selv at varetage opgaven, hvis det er muligt. Det er et målrettet samarbejde mellem dig, dine pårørende og sygeplejersken baseret på en individuel sygeplejefaglig vurdering af dig og dine behov. Vi arbejder hen imod, at du opnår tryghed i at udføre opgaven selv, så du kan bevare din uafhængighed.

    Sygepleje kan ydes til alle efter ordination fra praktiserende læge, vagtlæge eller hospital. Tildelingen af sygepleje sker på baggrund af en konkret individuel sygeplejefaglig vurdering og forudsætter et samarbejde mellem sygeplejersken og den behandlingsansvarlige læge. Kontakt til den behandlingsansvarlige læge skal ske med et samtykke fra dig. 

    Du vil blive kontaktet af en sygeplejerske for at afklare, hvor hurtigt hjælpen skal gives. Det kan variere mellem 1 time og 1 uge, afhængigt af dine behov.

    Sygepleje ydes af kommunens sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere alt efter, hvor kompleks opgaven er.  

    Sygeplejersken har mulighed for at give opgaven videre til andre faggrupper i kommunen efter en konkret individuel vurdering af din helbredstilstand. Det er derfor sygeplejersken, der vurderer hvilken faggruppe, der tilknyttes dig i den aktuelle situation.

    Sygepleje ydes som udgangspunkt i dagvagt på hverdage, men kan ydes døgnet rundt:

    • ved akut behov.
    • ved behov for sygepleje flere gange dagligt.
    • eller hvor du ikke har mulighed for at modtage sygepleje i dagvagt.  

    Du kan ikke forvente et nøjagtigt tidspunkt for levering af sygepleje. Hvis der kommer væsentlige forsinkelser, kontaktes du af sygeplejersken.

    Det tilstræbes, at sygeplejeydelser ved akutte behov leveres inden for højest 1 time.

    Kommunal sygepleje kan udføres som et skærmbesøg ved hjælp af et videoopkald fra sygeplejersken, i en sygeplejeklinik eller i eget hjem. 

    Det er sygeplejersken, der ud fra en individuel og faglig vurdering, vurderer, hvor behandlingen skal foregå.

    Den kommunale sygepleje skal medvirke til at helbrede og lindre følgerne af din sygdom, bevare og fremme din sundhed og livskvalitet samt tilbyde dig almen sundhedsvejledning. Sygepleje gives ved akut eller kronisk sygdom, eller hvis du har et vanskeligt sygdomsforløb.

    Sygeplejen vil løbende blive tilpasset dine behov, når eller hvis der sker forandringer i din helbredstilstand.

    Vi tilstræber at skabe kontinuitet, kvalitet og sammenhæng i dit sygdomsforløb.

    Du skal acceptere, at sygeplejersken arbejder ud fra gældende lovgivning, sundhedsaftaler og følger Sundhedsstyrelsens faglige retningslinjer.

    De konkrete opgaver kan f.eks. være:

    • Anlæggelse af kateter.   
    • Dosering af medicin, udlevering eller givning af medicin.
    • Kompressionsbehandling.
    • Stomipleje.
    • Sårbehandling.
    • Undersøgelse og måling af værdier.
    • Sygepleje til alvorligt syge og døende herunder støtte til pårørende. 
    • Akut sygepleje efter henvendelse fra læge eller fra hjemmeplejen.
    • Koordinering af samarbejdet med tværfaglige kolleger og med praktiserende læge, hospital eller andre samarbejdspartnere.
    • Sikre korrekt dokumentation, arbejde med patientsikkerhed og kvalitetssikring.

    Den kommunale sygepleje stiller materialer til rådighed, hvis du er tilknyttet en sygeplejeklinik eller hvis sygeplejersken kommer i dit hjem. Det er sygeplejersken, der vurderer, hvilke materialer der er hensigtsmæssige, og hvor ofte, der er behov for skift. 

    Ved særlige ønsker eller behov for visse specielle sygeplejeartikler, vil egenbetaling kunne forekomme.

    For at du eller dine pårørende kan udføre opgaven selv, kan der være behov for at anskaffe diverse hjælpemidler.

    Du skal selv betale for medicin, dosisdispenseringsgebyr og medicinæsker til medicinadministration. Hvis vi skal hjælpe med at dosere din medicin i medicinæsker, skal du stille medicinæsker til rådighed. Medicinæskerne skal være en rummelig model.

    Optimalt skal der være medicinæsker til 4 uger med 8 dagsæsker pr. etui/uge. Hvis der kun er 7 dagsæsker pr. etui/uge, skal der være medicinæsker til 5 uger. 

    Læge og sygeplejerske vil sammen vurdere, om du kan overgå til dosisdispenseret medicin.

    Ved bevilling af sygepleje skal du acceptere, at der eventuelt etableres en elektronisk dørlås, hvis det er nødvendigt, for at sygeplejen kan komme ind døgnet rundt.

    Du kan ikke få hjælp til følgende af den kommunale sygepleje:

    • Ledsagelse til læge, speciallæge eller hospital.
    • Aflevering af urinprøver og lignende.
    • Afhentning af medicin.
    • Transport til og fra sygeplejeklinik.

    Ved sygepleje i sygeplejeklinik forventes det, at:

      • Du møder til den aftalte tid.
      • Du giver besked, hvis du ikke kan komme til den aftalte tid i klinikken.
        • Hvis du udebliver mere end to gange uden gyldig grund, vil din hjælp eller behandling efter en faglig vurdering blive afsluttet og din læge orienteret om dette.
        • Hvis du ikke har afmeldt et aftalt besøg, og medarbejderen ikke kan komme i kontakt med dig eller dine pårørende, kan medarbejderen blive nødt til at tilkalde låsesmed for din regning.
      • Du selv opbevarer og medbringer den ordinerede medicin, sårkasse eller andre materialer.

    Ved sygepleje i dit eget hjem forventes det, at:

      • Du er hjemme, når sygeplejen leveres.
      • Du giver besked, hvis du ikke er hjemme på den pågældende dag.
        • Hvis du er forhindret i at modtage sygepleje eller ikke har behov for hjælp den aftalte dag, giver du besked til sygeplejen i telefontiden hurtigst muligt fra kl. 7.30-8.00 eller kl. 13.30-14.00. Det samme gælder, hvis du ønsker aftalen flyttet til en anden dag.
        • Hvis du ikke er hjemme mere end to gange uden gyldig grund, vil din hjælp eller behandling efter en faglig vurdering blive afsluttet.
        • Hvis du ikke har afmeldt et aftalt besøg, og medarbejderen ikke kan komme i kontakt med dig eller dine pårørende, kan medarbejderen blive nødt til at tilkalde låsesmed for din regning.
      • Du stiller nødvendige materialer til almindelig håndvask og bortskaffelse af affald til rådighed for medarbejderen. Materialerne skal opfylde de gældende arbejdsmiljømæssige krav omkring arbejdets udførelse.

    Når du modtager sygepleje, er dit hjem medarbejderens arbejdsplads, og medarbejderen er omfattet af Arbejdsmiljøloven § 42. Det betyder, at dit hjem som arbejdsplads bliver gennemgået, således at arbejdet kan udføres sikkerheds­ og sundhedsmæssigt forsvarligt for medarbejderen.

    Enhver medarbejder er omfattet af arbejdsmiljøloven, når medarbejderen arbejder i borgerens eget hjem:

    • Der kan derfor stilles krav om, at der er hensigtsmæssige adgangsforhold, og at der foretages ændringer i boligens indretning.
    • Medarbejderen skal kunne udføre opgaven fysisk og psykisk forsvarligt, og uden påvirkning af støj og røg. Dette betyder, at der ikke må ryges i det tidsrum, hvor medarbejderen opholder sig i hjemmet.
    • Ligeledes kan der stilles krav om, at husdyr skal være fjernet fra de rum, som medarbejderen passerer/opholder sig i, eller hvor der udføres opgaver.
    • Arbejdsmiljøet skal være af en sådan karakter, at medarbejderen kan koncentrere sig om opgaven.
    • Den kommunale sygepleje er forpligtet til at overholde arbejdsmiljølovens regler herunder at gennemføre den lovpligtige arbejdspladsvurdering (APV) i borgeren hjem. Sygeplejersken skal sikre, at udførelsen af hjælpen sker i overensstemmelse med denne.
    • Sygepleje kan udføres med brug af hjælpemidler, hvis dette er nødvendigt enten af hensyn til dig og/eller medarbejderen.

    Medarbejderen er omfattet af tavshedspligt med hensyn til oplysninger, som de måtte blive bekendte med under udførelsen af arbejdet jævnfør Straffelovens § 152 og Forvaltningslovens § 27.

    Sundhedsfaglige medarbejder dokumenterer elektronisk relevante oplysninger om dig. Du har ret til at få indsigt i din journal jævnfør Sundhedslovens afsnit III om patienters retstilling i LBK nr. 1011 af 17/06/2023 § 36, 37 og 38.

    Du har som borger mulighed for at henvende dig til Styrelsen for Patientklager, hvis du oplever, at noget går galt i forbindelse med din pleje eller behandling. Du kan klage over:

    • Den sundhedsfaglige behandling du har modtaget.
    • Tilsidesættelse af dine rettigheder som borger.

    Styrelsen for Patientklagers hjemmeside kan du få et overblik over dine muligheder og se, hvordan en klage oprettes.

    Døgnnummer til den kommunale sygepleje er 98 45 65 65

    Sygeplejerskerne har telefontid mellem kl. 7.30 – 8.00 og kl. 13.30 – 14.00.

    Uden for telefontiden kan sygeplejen kun kontaktes i akutte situationer.

    Skagen Hjemme- og Sygepleje, C. S. Møllersvej 6, 9990 Skagen

    Ålbæk Hjemme- og Sygepleje, Stationsvej 9 J, 9982 Ålbæk 

    Strandby Hjemme- og Sygepleje, Strandvej 65, 9970 Strandby

    Ravnshøj Hjemme- og Sygepleje, Mejerivej 4, 9900 Frederikshavn

    Frederikshavn Øst Hjemme og Sygepleje, Ingeborgvej 1, 1. sal, 9900 Frederikshavn

    Frederikshavn Vest Hjemme- og Sygepleje, Ingeborgvej 1, stuen, 9900 Frederikshavn

    Frederikshavn Syd Hjemme- og Sygepleje, L. P. Houmøllersvej 88, 9900 Frederikshavn

    Sæby Hjemme- og Sygepleje, Rådhusvej 1, 9300 Sæby

    Dybvad Hjemme- og Sygepleje, Aalborgvej 430A, 9352 Dybvad

    Østervrå Hjemme- og Sygepleje, Vrængmosevej 2 A, 9750 Østervrå

    Kvalitetsstandarden er godkendt i Social- og Sundhedsudvalget den 02.09. 2024.