Gå til hovedindhold

Veterankoordinator

Er du veteran – eller pårørende til en veteran? Så kan du få støtte og vejledning gennem vores veterankoordinator, som er din faste indgang til hjælp og koordinering på tværs af kommunen

Indhold

    Veterankoordinatoren er din kontaktperson, som kan hjælpe med at skabe overblik og sammenhæng for dig med fokus på beskæftigelse, uddannelse og livsmestring. Du finder kontaktoplysninger nederst på siden.

    Hvad kan du få hjælp til?

    Som veteran eller pårørende kan du blandt andet få:

      • Personlig rådgivning og støttende samtaler
        Et trygt rum, hvor du kan tale om din situation og få vejledning.
      • Hjælp til job og uddannelse
        Støtte til at omsætte dine militære kompetencer til civile jobmuligheder og planlægning af din vej videre.
      • Koordinering af din indsats
        Vi hjælper med at samle trådene og koordinere med fx jobcenter, sundhedstilbud, socialområdet, psykiatri, misbrugsbehandling, bolig og økonomi.
      • Brobygning til relevante tilbud
        Vi guider dig videre til de rette tilbud og myndigheder – både i og uden for kommunen.
      • Støtte til særligt udsatte veteraner
        Hvis du oplever udfordringer som hjemløshed, mistrivsel eller misbrug, hjælper vi med at skabe den nødvendige støtte.
      • Støtte til pårørende
        Som pårørende kan du også få sparring, vejledning og hjælp til at finde relevante tilbud.

    Et stærkt samarbejde omkring dig

    Veterankoordinatoren arbejder tæt sammen med:

      • Veterancentret
      • Forsvaret
      • Frivillige organisationer
      • Kommunes forvaltninger
      • Jobcentrets virksomhedsservice

    Vi samarbejder for at sikre, at du får en sammenhængende og helhedsorienteret indsats.

    Læs mere på Veterancentret hjemmeside
    Sådan kontakter du Veterancentret

    Samarbejdsaftale og anderkendelse

    Samarbejdsaftalen er indgået mellem Frederikshavn Kommune og Veterancentret 1. februar 2019:

    Samarbejdsaftale om anerkendelse og støtte af veteraner

    Veteraner har ydet en særlig indsats for Danmark. De fortjener, at vi er der for dem, når de vender hjem. Denne samarbejdsaftale er lavet mellem Frederikshavn Kommune og Veterancentret og har til formål at sikre, at Veterancentret og Frederikshavn kommune samarbejder og bruger hinandens kompetencer bedst muligt i målet om at anerkende og støtte veteraner.

    Kommunen anerkender og støtter

    Kommunen kan gøre meget for veteraner. Anerkendelse kan være, at kommunen er opmærksom på veteraners kompetencer og ressourcer, veteraners familier eller ved at støtte op om lokale veteraninitiativer. En anerkendelse af alle veteraner er afholdelse af Flagdagen den 5. september, der er en landsdækkende anerkendelse af veteraners indsats for Danmark. Ved behov for støtte kan dette eksempelvis spænde fra sparring I forbindelse med overgang fra militært til civilt arbejdsliv til en mere helhedsorienteret indsats med at etablere boligforhold, behandling, økonomisk rådgivning med mere.

    Veterancentret støtter op

    Veterancentret støtter og rådgiver veteraner og pårørende før, under og efter udsendelse. Veterancentrets medarbejdere arbejder tæt sammen med kommuner, regioner, faglige og frivillige organisationer samt Forsvarets myndigheder. Veterancentrets medarbejdere har en specialiseret viden om veteraner, som kan bidrage til at støtte op om kommuners arbejde med veteraner og pårørende. Veterancentret kan blandt andet bistå kommuner med rådgivning af sagsbehandlere, afholdelse af faglige oplæg og formidling af aktiviteter på veteranområdet.

    Hensigt med samarbejdet

    Med samarbejdsaftalen tilkendegiver Frederikshavn kommune, at de anerkender og støtter veteraner og gør brug af Veterancentrets rådgivning og tilbud efter behov. Veterancentret vil samtidig understøtte kommunens veteranarbejde.

    Varighed af samarbejdsaftalen

    Samarbejdsaftalen gælder fra 01-02-2019 og fremadrettet, til den ene af parterne ønsker, at den ophører. 

    Samarbejdsaftalen er underskrevet af:

    Oberst Susanne Kiholm Lund, chef for Veterancentret
    Borgmester Birgit S. Hansen, Frederikshavn Kommune

    Frederikshavn Kommune er hvert år den 5. september vært for fejringen af Danmarks nationale Flagdag. Fejringen af flagdagen anerkender og hylder Danmarks udsendte og veteraner.

    Dagen arrangeres i samarbejde med Flådestationen, og der er taler fra borgmester og chef fra flådestationen, ligesom der er også kan være taler fra eksterne.

    Alle er velkomne til arrangementet, og der er deltagelse fra bl.a. Flådestationen.
    Kommunen annoncerer hvert år, for at gøre opmærksom på markeringen af Danmarks nationale Flagdag - bl.a. her på hjemmesiden.

    Frederikshavn Kommune har indgået en aftale med InterForce, der er tilknyttet Forsvarskommandoen, som står bag "Uniform på jobbet-dag". 

    Frederikshavn Kommune bakker op om "Uniform på jobbet-dag", der blev afholdt første gang i 2023.

    På kommunens intranet kan medarbejderne læse om, at reservister og frivillige i Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten kan tage på arbejde i deres uniform.

    Der vil være nogle jobfunktioner, hvor hensynet til borgere (fx i hjemme- og sygeplejen og på bosteder) betyder, at medarbejderne ikke skal bære uniform, når de er på arbejde. 

    Formål

    Formålet med Uniform på jobbet-dagen er, at reservister og frivillige kan komme i dialog med kollegaer om den indsats, de yder for Danmark. Dagen skal også vise, hvor mange ildsjæle der brænder for at gøre en ekstra indsats for, at vi kan have et godt og trygt samfund i Danmark.  

    Dagen er også en hyldest​ til alle dem, der yder en ekstra indsats for vores fælles tryghed og sikkerhed.​

    • I Danmark er der ca. 3.000 reservister, der har en rådighedskontrakt med Forsvaret, Hjemmeværnet eller Beredskabsstyrelsen. 
    • Hjemmeværnet har ca. 43.000 frivillige, hvoraf ca. 13.000 er aktive. 
    • Der er ca. 450 frivillige i Beredskabsstyrelsen, og der er ca. 200 frivillige i Kystredningstjenesten. 
    • Samlet kalder man alle disse frivillige og reservister for Reservestyrken.​

    Kontakt

    Veterankoordinator

    Anita Rahbek

    Telefon: 98 45 56 85