Gå til hovedindhold
Takst

Aflastningsplads

Du har mulighed for at for at få et ophold på et af kommunens aflastningspladser, hvis du har behov for særlig omsorg og pleje, som ikke er muligt at få i eget hjem. Aflastningsophold er et midlertidigt ophold af kortere varighed

Indhold

    Aflastningsophold er for dig, som har et midlertidig behov for pleje og omsorg, der ikke kan tilgodeses i eget hjem eller har pårørende, der trænger til et pusterum. Der kan være forskellige årsager til, at plejen ikke kan leveres i eget hjem.

    Hvis du ønsker et aflastningsophold, skal dit behov afklares ved visitation. Visitering til et aflastningsophold sker altid ud fra en konkret og individuel vurdering af dit behov for aflastning og ud fra hjemmets samlede ressourcer. Vores visitator følger op igen under opholdet.

    Der kan være ventetid på at få et aflastningsophold, hvis der ikke er ledige aflastningspladser.

    Aflastningspladserne er fordelt på flere adresser i Frederikshavn Kommune. Det er derfor ikke altid muligt at imødekomme ønsker om en plads på et bestemt sted. Du tilbydes den plads, der er ledig og den kan ligge hvor som helst i kommunen.

    Er du skrevet op og venter du på en ældre- eller plejebolig, vurderes det, om du i ventetiden, kan være i eget hjem, evt. med hjemmehjælp.

    Det koster maksimalt kr. 163,50 pr. døgn. Prisen er inkl. forplejning, linned vask og rengøring.

    Her finder du aflastningspladserne
    Aflastningspladserne er på Kastaniegården i Frederikshavn, men der er også enkelte pladser i Skagen, Dybvad, Østervrå og Sæby.

    Her kan du se adresseliste

    Aflastningshotel er for dig, som bor i eget hjem og har behov for et kort ophold uden for hjemmet. Det kan f.eks. være hvis din ægtefælle har brug for aflastning i hverdagen eller i forbindelse med at din ægtefælle skal på ferie eller indlægges på sygehus.

    Ophold på aflastningshotel kan som udgangspunkt bevilges fra få dage op til 14 dage. Der kan bookes ophold op til 6 måneder før den ønskede dato for ophold.

    Det koster maksimalt kr. 163,50 pr. døgn. Prisen er inkl. forplejning, linned vask og rengøring.

    Her finder du aflastningshotellet

    • Sæby, Rosengården – i et demensafsnit
    • Skagen, Lindevej – i en plejebolig

    Egenbetaling

    Du har egenbetaling for både aflastningshotel- og aflastningsophold. Egenbetalingen dækker døgnkost, leje af linned samt vaske- og rengøringsartikler.

    Visitator kan oplyse en maksimalpris for opholdet. Du har mulighed for at få beregnet en individuel pris. I afgørelsen, du modtager ved indstilling til aflastningsophold, vil der være nærmere beskrevet, hvilke oplysninger du eller dine pårørende skal indsende.

    Medicin

    Du skal selv medbringe din medicin og aktuelt medicinskema, hvor alle præparater er anført med tydelig angivelse af dosis og tidspunkter for medicingivning. Ved planlagt aflastning, skal der være medicin nok til hele opholdet.

    Medicinen må gerne være doseret ellers skal medicin medbringes i originale æsker.

    Transport til/fra aflastning

    Du eller dine pårørende skal selv arrangere, bestille og betale transport til og fra opholdet. Er du bevilget aflastningsophold efter en sygehusindlæggelse, er det ofte sygehuset, der bestiller transport til aflastningsstedet.

    Hjælpemidler

    Bruger du hjælpemidler i dagligdagen, skal du medbringe disse på aflastningsopholdet. Er der behov for nye/andre hjælpemidler, udlånes de enten af sygehuset eller Frederikshavn Kommunes hjælpemiddeldepot, hvis du opfylder kriterier for udlån.

    Hvis du har behov for et aflastningsophold, skal du kontakte Visitationsenheden. 

    Er du indlagt på et sygehus, og har behov for et aflastningsophold, vil det oftest være sygehuset, der kontakter Visitationsenheden.

    Kontakt

    Visitationsenheden

    Telefontid
    Hverdage kl. 8.00 - 09.30

    Telefon: 98 45 53 54