Bostøtte for voksne
Du kan få støtte og vejledning til udvikling og træning af dine færdigheder
Du kan søge om bostøtte, hvis du har fysiske, psykiske og/eller sociale problemer, og ikke kan få hverdagen til at fungere.
Med støtte og vejledning hjælper vi dig til en bedre hverdag, hvor du bliver mere selvhjulpen.
Sagsbehandleren vurderer sammen med dig, hvilken støtte og vejledning du har behov for.
En bostøttemedarbejder kan hjælpe dig pr. telefon, SMS, via online videosamtaler eller i dit hjem. Hjælpen kan også ske ude i byen, ved lægen, på Rådhuset, på Jobcentret, i banken eller hvor bostøttemedarbejderen kunne være en støtte for dig.
Som udgangspunkt kan du få hjælp på hverdage mellem kl. 7 og 17.
Hvis du ønsker at søge om bostøtte skal du kontakte en sagsbehandler i Socialenheden eller Den Kommunale Ungeindsats.
Hvis du ikke selv kan søge, kan en pårørende eller en værge søge for dig, hvis du på forhånd har givet dem en fuldmagt.
Du skal være opmærksom på, at det kan tage op til 8 uger at få behandlet din sag om bostøtte.
Du kan få støtte og vejledning til at vedligeholde og forbedre dine muligheder for at have en velfungerende hverdag.
Du kan bl.a. få støtte og vejledning til:
- at udføre praktiske opgaver i hjemmet
- at håndtere post og daglig økonomi
- at kontakte offentlige myndigheder
- at etablere og vedligeholde sociale relationer
- at gå på indkøb
- din personlige hygiejne.
Vi giver hjælpen inden for Serviceloven:
- § 85 Bostøtte
Indsatskatalog
Læs mere om bostøtte i kommunens indsatskatalog side 11 (pdf)