Regler for indhentelse af børneattester på folkeoplysningsområdet
Lovgivningen kræver, at foreninger indhenter børneattester ved nyansættelser af instruktører og andre med lederansvar over for børn og unge under 15 år.
Lovgivningen kræver alene, at I indhenter attester én gang på trænere, instruktør eller holdledere, som er blevet fast tilknyttet foreningen efter 1. juli 2005 og som skal have direkte kontakt med børn under 15 år. Dog anbefales det, at foreningen indhenter attester på alle trænere, instruktører og holdledere, som har direkte kontakt med børn under 15 år – og at foreningen gør det med jævne mellemrum, eksempelvis en gang om året eller en gang hvert andet år.
Alle foreninger, aftenskoler og oplysningsforbund, der modtager kommunalt tilskud og/eller låner kommunale lokaler, skal indhente børneattester på de ledere/lærer/instruktører, der er i kontakt med børn under 15 år.
Skal alle have en børneattest?
Der skal indhentes børneattest på alle personer over den kriminelle lavalder på 15 år.
Hvordan skal dokumenterne opbevares
Børneattesterne skal opbevares i den enkelte forening og skal derfor ikke indsendes til kommunen.
Blanketten med erklæringen om indhentelse af børneattester indsendes til kommunen én gang årligt, uanset om foreningen/aftenskolen på daværende tidspunkt har medlemmer under 15 år.
Det er vigtigt at understrege, at ved manglende erklæring kan kommunen tilbageholde tilskud og/eller udlån af lokaler, indtil erklæring modtages.
Find erklæringen på Politiets hjemmeside - selve erklæringen for indhentelse af børneattester skal godkendes ved indberettelsen af driftstilskud hvert år i WinKAS.