Gå til hovedindhold

SammenUng

SammenUng er et gratis og forebyggende samtaletilbud til unge og forældre

Indhold

    SammenUng tilbyder rådgivningssamtaler til unge fra 7. klasse til og med 17 år og til deres forældre. Hos SammenUng kan unge og forældre få samtaler hver for sig og/eller sammen. SammenUng har til formål at hjælpe unge, som oplever begyndende mistrivsel eller udfordringer, der har indflydelse på deres hverdag. SammenUng er et uvisiteret tilbud og kræver derfor ikke henvisning.

    Som ung kan du enten udfylde vores kontaktformular og bede om at blive ringet op eller ringe på 24 48 23 73. Du er velkommen til at indtale en besked, hvis vi ikke tager telefonen. Så kontakter vi dig hurtigst muligt. Du hører typisk fra os inden for én arbejdsdag.

    Spørg en voksen

    Det kan være svært, at tage den første kontakt. Du kan altid tage fat i din lærer eller en anden voksen og få hjælp til at kontakte os.

    Mødesteder

      • I vores lokaler i Frederikshavn (Hånbækvej 32a) og Sæby (Rådhus Allé 1)
      • I et mødelokale på din skole
      • Telefonisk / videoopkald
      • Gåtur

     Hvem er vi

    Portræt af Signe Godballe

    Portræt af Mathilde Knudsen

    Portræt af Rebekka Gabrielsson

    Signe Godballe, socialrådgiver Mathilde Knudsen, psykolog Rebekka Gabrielsson, lærer, cand.pæd.

    Er du mellem 7. klasse til og med 17 år, og har du brug for en at snakke med? I SammenUng tilbyder vi rådgivningssamtaler, hvor vi lytter og støtter dig i at håndtere det, du gerne vil have hjælp til.

    Her er nogle eksempler på noget af det, vi har mødt hos andre unge:

      • Ensomhed eller problemer i sociale relationer
      • Vrede, tristhed eller frustrationer
      • Svært ved at føle sig god nok
      • Præstationsfølelser fx i skolen, derhjemme, blandt venner, i fritidsjob mm.
      • Bekymringer og fysisk ubehag

    Vi kan f.eks. mødes til en gåtur, en diskret samtale på din skole eller i vores samtalelokaler.

    Vi tager alle henvendelser seriøst og hjælper dig videre, hvis vi ikke er det rette tilbud for dig. Under fanen “Hvordan kontakter man SammenUng?” kan du se, hvordan du får fat på os.

    Som udgangspunkt tilbyder SammenUng op til 5 rådgivningssamtaler. Hvis vi vurderer det relevant, kan vi tilbyde dig et udvidet forløb, der enten indebærer flere samtaler eller et gruppeforløb med andre unge. Vi gør opmærksom på, at SammenUng ikke er et behandlingstilbud, og vi kan derfor ikke stå i stedet for behandling.

    Det med småt:

    Vi laver hverken screening eller udredning på den unge.

    Vi er ikke underlagt notatpligt.

    Vi har som udgangspunkt tavshedspligt, men er underlagt skærpet underretningspligt.

    Som forælder til en ung, fra 7. klasse til og med 17 år, kan du måske nogle gange have brug for en fagperson at snakke med. I SammenUng tilbyder vi forældre op til 5 rådgivningssamtaler, hvor vi støtter og hjælper dig som forælder med at forstå og hjælpe din teenager.

    Nogle gange kan det være rart og givende at møde andre forældre i en lignende situation, og derfor arbejder vi i SammenUng på at lave netværksgrupper for forældre. Vi tror på, at erfaringsdeling forældre imellem, og vidensoplæg fra fagprofessionelle, kan bidrage til, at man som forælder står stærkere. Har du lyst til at indgå i en netværksgruppe eller har du spørgsmål til dette, må du endelig kontakte os.

    Som forælder kan du kontakte os telefonisk eller udfylde vores kontaktformular for at blive ringet op. Du kan se kontaktoplysninger nederst på denne side.

    Er du lærer, sundhedsplejerske, pædagog eller anden fagperson, er du altid velkommen til at kontakte os. Vi står klar til at tage imod, hjælpe og give sparring i forhold til dine spørgsmål og potentiel bekymring for en ung.

    Vi kan ligeledes hjælpe med videre koordinering til rette tilbud.
    SammenUng hører til under PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), som hører under Center for Skole.

    Vi arbejder tæt sammen med sundhedsplejerskerne, og har ligeledes tætte forbindelser til både Jobcenter og Center for Familie.

    Kontakt

    SammenUng / Ungeguider

    Telefon: 24 48 23 73