Rammen for tilsyn med vuggestuer og børnehaver
Ifølge Dagtilbudsloven skal kommunalbestyrelsen føre tilsyn med det indholdsmæssige i dagtilbuddet (pædagogisk tilsyn), de økonomiske forhold, sikkerhed, brandforhold, hygiejne og sundhed
Pædagogisk tilsyn i daginstitutioner
Formålet med pædagogiske tilsyn er at udvikle og sikre, at daginstitutionerne understøtter børnenes trivsel, udvikling og læring. Dette sker med udgangspunkt i såvel dagtilbudslovens bestemmelser som de lokale kommunale mål og rammer – herunder Børne- og Ungepolitikken. En del af det pædagogiske tilsyns formål er at sikre, at personalet har de nødvendige kvalifikationer til at kunne realisere kommunale målsætninger og dagtilbudslovens krav.
Det betyder, at det pædagogiske tilsyn indeholder tilsyn med:
- Børnenes trivsel – herunder arbejdet med børnemiljøet og tidlig indsats.
- Læringsmiljøet – herunder arbejdet med den pædagogiske læreplan.
- Arbejdet med realisering af Børne- og Ungepolitikken.
- Arbejdet med sprogindsats og sprogvurderinger.
- Personalets uddannelse og kompetencer.
Anmeldte pædagogiske tilsyn i daginstitutioner føres med udgangspunkt i Frederikshavn Kommunes dialog- og kvalitetsværktøj, KVALid. Værktøjet indeholder centrale indikatorer for kvalitet i pædagogisk praksis.
Det er Center for Dagtilbuds konsulenter, der aftaler, gennemfører og følger op på de pædagogiske tilsyn. Dette sker i tæt samarbejde med den enkelte afdelings- eller institutionsleder, når det gælder anmeldte tilsyn. Det tilstræbes, at der ved anmeldte pædagogiske tilsyn anvendes brugerinddragelse i form af eksempelvis interviews med børn eller forældre, observationer af børn mv.
Som afslutning på det anmeldte pædagogiske tilsynsbesøg udfylder og underskriver den tilsynsførende konsulent og lederen sammen et opfølgningsskema som dokumentation for tilsynsbesøget. Konsulenten og lederen aftaler i fællesskab relevante opfølgningspunkter samt hvilken opfølgning på tilsynsbesøget, der skal ske til personalegruppen.
I tilfælde af bekymrende eller kritisable forhold afgør den tilsynsførende konsulent relevante opfølgningspunkter. Det kan desuden besluttes, at tilsynet – såvel anmeldte som uanmeldte – intensiveres i en periode.
Der føres anmeldte pædagogiske tilsyn i daginstitutioner i Frederikshavn Kommune minimum hvert andet år. Der føres derudover uanmeldte tilsyn i fem tilfældigt udvalgte institutioner om året samt ved behov. Det nærmere indhold i uanmeldte tilsynsbesøg afgøres af Center for Børn og Skoles konsulenter.
Økonomisk tilsyn
Økonomisk tilsyn føres i overensstemmelse med Frederikshavn Kommunes principper for økonomisk ledelsestilsyn. Der føres ikke økonomisk tilsyn i privatinstitutioner, da kommunalbestyrelsen ikke har ansvar for privatinstitutionens økonomi eller rentabilitet.
Tilsyn med sikkerhed, hygiejne og sundhed
Det er distriktslederen/institutionslederen, der har ansvaret for tilsyn med institutionens sikkerhed – herunder legepladssikkerhed.
Institutionerne har mulighed for at købe legepladstilsyn af en legepladsinspektør.
I forhold til hygiejne og sundhedsfaglige spørgsmål, kan institutionerne rette henvendelse til den kommunale sundhedstjeneste. Der henvises desuden til Sundhedsstyrelsen anbefalinger i ”Hygiejne i daginstitutioner – Anbefalinger om forebyggelse og sundhedsfremme for børn inden for hygiejne, miljø og sikkerhed” (2013).
Brandtilsyn
Brandtilsyn varetages af en brandinspektør jf. gældende lovgivning. Alle institutioner skal have en synlig evakueringsplan.
Særligt i forhold til selvejende, pulje- og privatinstitutioner
Ved tilsyn i selvejende og puljeinstitutioner føres der, foruden ovenstående, ligeledes tilsyn med, at driftsoverenskomstens bestemmelser efterleves.
Ved tilsyn i privatinstitutioner føres der, foruden ovenstående, ligeledes tilsyn med, at institutionens formål er lovligt. Herunder at gældende godkendelseskriterier for private daginstitutionerne efterleves.