Sundhedspleje til gravide
Sundhedsplejen tilbyder alle gravide et hjemmebesøg inden fødslen, af den sundhedsplejerske, der skal følge barnet efter fødslen
Når I venter barn, tilbyder Sundhedsplejen et hjemmebesøg af den sundhedsplejerske, som vil følge jeres familie efter fødslen. Det er godt, hvis besøget kan ligge mellem graviditetsuge 28 og 32, men vi finder det tidspunkt, der passer jer bedst.
Formålet med besøget er at skabe kontakt mellem jer og sundhedsplejersken samt at få snakket om vigtige emner relateret til graviditeten og det kommende forældreskab.
Her er nogle af de ting, du kan forvente:
-
- Mulighed for at dele din nuværende situation og familiemæssige baggrund.
- Åben dialog om dine forventninger og ønsker til sundhedsplejen.
- Tid til at tale om forhold, der påvirker din trivsel og forberedelse til forældreskabet.
- Mulighed for at snakke om tanker og forestillinger i forhold til barnet i maven.
- At lære din sundhedsplejerske bedre at kende.
- Sundhedsplejen tilbyder også screening for fødselsdepression og hjælp, hvis nødvendigt.
Udfyld kontaktformularen eller ring til Sundhedsplejens sekretær på 98 45 51 00 for at aftale en tid, der passer bedst for dig.
Vi ser frem til at støtte dig og din familie under denne spændende tid.
Tilbud til kommende og nye forældre
Det er en stor omvæltning at blive forældre, og mange føler sig sårbare i den nye rolle. Hvis du har haft forhold i dit liv som har betydet at du er udfordret og sårbar i forhold til det kommende forældreskab, kan det være at Minding the baby er noget for dig. Minding the Baby fokuserer på barnets sundhed og på udviklingen af en god forældre-barn-relation.
Minding the baby er et gratis og frivilligt tilbud, der starter i graviditeten og frem til dit barn bliver to år. Du får støtte af en sundhedsplejerske og en familiekonsulent, som jævnligt besøger jer.
Du kan tale med din jordemor om muligheden.
Kontakt for mere information
Gitte Jørgensen
Familiekonsulent
Tlf.: 29 24 54 38
Mail: gijo@frederikshavn.dk
Susanne Nilsson
Sundhedsplejerske
Tlf.: 29 38 29 63
Mail: sunl@frederikshavn.dk
Vi samarbejder med de jordemødre, der er tilknyttet konsultationerne i Frederikshavn Kommune, hvis der er behov for det, og du giver samtykke til det.
Hvis jordemoderen skønner, at der er brug for det, vil du blive tilbudt et forløb på op til tre samtaler med jordemoder og sundhedsplejerske. Samtalerne har til formål at støtte jer bedst muligt under graviditeten og i forhold til det kommende forældreskab.
Ingen skal stå alene med en fødselsdepression
For mange er det at vente sig og få børn forbundet med forventninger om glæde og lykkefølelse. Nogle forældre udvikler dog en depressiv tilstand i perioden fra under graviditet til barnet er blevet et år. Den tilstand kaldes en fødselsdepression og rammer både mænd og kvinder.
I Danmark udvikler ca. 11 % mødre og ca. 7-8 % fædre en fødselsdepression.