Gå til hovedindhold

Pulje til frivilligt socialt arbejde - §18

§ 18-puljen støtter aktiviteter for socialt udsatte borgere bosat i kommunen. Aktiviteterne skal være åbne for alle inden for aktivitetens målgruppe

Indhold

    § 18 i Lov om Social Service har til formål at sikre et samarbejde mellem kommunen og den frivillige sociale indsats, der udføres i kommunen.

    Hensigten er, at de økonomiske barrierer mindskes for frivillige organisationer, således at de frivillige sociale organisationer opmuntres til at udbygge eksisterende sociale aktiviteter og udvikle nye.

    De økonomiske tilskud gives, så de frivillige organisationers selvbestemmelse ikke anfægtes. Derfor ydes støtten, uden at kommunen stiller detaljerede krav til organisering. Støtten ydes som støtte til aktiviteten i sin helhed og specificeres ikke til at dække bestemte udgiftstyper.

    Den økonomiske støtter retter sig mod den del af det frivillige sociale arbejde, hvor den frivillige indsats er den afgørende. Det er ikke primært et spørgsmål om kvantitet, men mere et spørgsmål om, at tilbuddet enten ikke kan eksistere eller på afgørende måde ville miste sin kvalitet, hvis den frivillige indsats ikke fandtes. Den frivillige indsats skal altså være kernen i arbejdet.

    Hvornår er der ansøgningsfrist?

    Ansøgningsfristen til §18-puljen er den 1. november med udbetaling januar.

    Støtten fra § 18-puljen kan gives til frivillige foreninger, organisationer, grupperinger eller enkeltpersoner, der er hjemmehørende i Frederikshavn Kommune, og som af egen drift og på eget initiativ gennemfører aktiviteter og yder en frivillig social indsats, der er til gavn for socialt udsatte borgere i Frederikshavn Kommune.

    Støtten kan ligeledes ydes til tværkommunale foreninger/organisationer, der ikke er hjemmehørende i Frederikshavn Kommune, men som yder frivilligt socialt arbejde, der er til gavn for socialt udsatte borgere i Frederikshavn Kommune.

    En frivillig organisation er en organisation med følgende karakteristika:

      • Den er frivilligt grundlagt, og kan nedlægge sig selv. Dvs. at den ikke må være fastlagt i lovgivningen.
      • Dens primære formål er ikke at skabe overskud (dvs. non-profit) og et eventuelt overskud må ikke udloddes til ”ejerne”, f.eks. foreningens medlemmer
      • Den frivillige indsats er en væsentlig del af organisationens grundlag. Mindstekravet er, at bestyrelsen yder en ulønnet, frivillig indsats.

    Frivilligt arbejde er udtryk for aktivt medborgerskab, hvor man bidrager til samfundet, så lokalsamfundet kommer til at fungere så godt som muligt. Støtten fra § 18-puljen retter sig imod den del af det frivillige sociale arbejde, hvor den frivillige indsats er afgørende. Det betyder, at:

      • Indsatsen udføres frivilligt og ulønnet
      • Er til gavn for andre end familie og slægt
      • Foregår inden for en forening, organisation eller anden form for organisering

    Det er vanskeligt at afgrænse det sociale område. Derfor er det også vanskeligt at afgrænse, hvornår en frivillig indsats har et socialt sigte. Frivilligt socialt arbejder kædes dog sammen med såvel det sociale som det sundhedsmæssige område, og der er tradition for at inkludere frivillig sundhedsindsats, når man taler om frivilligt socialt arbejde.

    Målgruppen for det frivillige sociale arbejde: Socialt udsatte borgere

    For at kunne modtage støtte fra §18-puljen skal målgruppen for det frivillige sociale arbejde være socialt udsatte borgere i Frederikshavn Kommune. Det vil sige, at aktiviteterne skal rette sig mod de målgrupper, som den sociale sektor traditionelt beskæftiger sig med. Dette er udsatte personer inden for alle aldersgrupper, personer med handicap samt udsatte eller vanskeligt stillede grupper i øvrigt.

    Målgruppen kan f.eks. udgøres af:

      • Personer, der er udsat for flere livskriser på samme tid og som har svært ved selv at overkomme dagligdagen
      • Personer, som (måske i perioder) er sårbare – f.eks. på grund af besked om alvorlig sygdom, dødsfald, ulykke el.lign. og som har brug for hjælp til at komme videre i livet
      • Personer, som er socialt isolerede/mangler socialt netværk (børn såvel som voksne)
      • Personer, som har været udsat for traumatiserende oplevelser (f.eks. flygtninge)
      • Personer med misbrug.

    Da det kan være svært præcist af definere, hvem der falder inden for målgruppen af socialt udsatte borgere, er det vigtigt, at der i ansøgningsskemaet gives en uddybende beskrivelse af målgruppen.

    Bemærk: Organisationer, der modtager støtte, skal indhente børneattest for personer, der arbejder med eller har kontakt til børn under 15 år.

    Støtten gives efter Servicelovens § 18 til frivillige sociale aktiviteter til socialt udsatte borgere i Frederikshavn Kommune, hvor aktiviteterne f.eks. har hovedvægt på følgende: 

      • Rådgivning
      • Besøgsvennetjenester
      • Støtte- og kontaktpersoner
      • Ledsagerordninger
      • Frivillighedsformidling
      • Kontaktsteder
      • Foreninger, der organiserer selvhjælpsgrupper
      • Forskellige former for aflastningstjenester for pårørende
      • Telefonrådgivning
      • Sociale caféer
      • Væresteder
      • Støtte til frivillige projekter der er i en etableringsfase
      • Grupper, foreninger eller enkeltpersoner, der udfører frivilligt socialt arbejde
      • Støtte til grupper, foreninger eller organisationer der yder en indsats for at integrere sociale udsatte i en forening, nærmiljø eller lignende.

    Efter ansøgning kan der gives støtte til aktiviteter, der er åbne for alle inden for aktivitetens målgruppe uden krav om medlemskab af en bestemt forening eller klub. Støtten vurderes i forhold til målgruppens størrelse. Der tildeles generelt max 4.000 kr. til udflugter, og max 4.000 kr. til et socialt arrangement pr. år.

    Pensionistforeninger kan efter budgetforhandlingen for 2010 ikke længere søge tilskud via Servicelovens § 79. I disse foreninger er brugergrupperne blandede i forhold til, at der både er ressourcestærke og ressourcesvage borgere og opfylder derfor kriterierne for at søge §18-støtte, men med følgende begrænsning. Pensionistforeninger kan max. få bevilget 15.000 kr. pr. år fordelt efter følgende:

      • Max 5.000 kr. til udflugter
      • Max 5.000 kr. til arrangementer
      • Max 5.000 kr. til drift (f.eks. udgifter til kontorhold, frimærker, fotokopier og husleje).

    Hvad lægges der vægt på?

    Ved vurderingen af puljens ansøgninger og prioriteringen af puljens midler vil der - udover kriterierne - blive lagt vægt på:

      • Lokal forankring: Aktiviteterne skal være lokalt forankrede og primært målrettet borgere i Frederikshavn Kommune. Ved aktiviteter, der går på tværs af kommuner, kan der gives tilskud forholdsmæssigt i forhold til andelen af borgere fra Frederikshavn Kommune.

      • Tilskuddets størrelse: Tilskuddets størrelse skal stå i rimeligt forhold til antallet af involverede brugere og frivillige samt i hvor høj grad aktiviteterne kommer den enkelte bruger til gavn.

      • Økonomisk behov: Der tages hensyn til ansøgerens samlede økonomiske situation og tilskudsbehov.

      • Fastholdelse og rekruttering: Ansøgere skal arbejde med at fastholde og inspirere brugere og frivillige samt tiltrække nye.

      • Sundhed og sundhedsfremme: Ansøgninger, der indtænker sundhed og sundhedsfremme i en bred forståelse og med udgangspunkt i kommunens sundhedspolitik, prioriteres.

    I vurderingen af ansøgninger, tages der hensyn til, om foreninger/aktiviteter er placeret i landdistrikter. Her kan f.eks. ses bort fra tilskuddets størrelse i relation til antal borgere, som aktiviteten kommer til gode.

    Det prioriteres, at midlerne anvendes til aktiviteter for målgrupperne i højere grad end til driftsudgifter.

    Puljen for frivilligt socialt arbejde skal både skabe forudsætninger for kontinuitet i igangværende aktiviteter og udvikling af nye frivillige sociale initiativer og foreninger. Social- og Sundhedsudvalget kan fra år til år vælge at prioritere bestemte temaer og evt. tilføre puljen ekstra midler til særlige temaer. Det er ikke en betingelse for tilskud, at en ansøgning tilgodeser disse temaer. Hvis der prioriteres årlige temaer, meddeles dette på Frederikshavn Kommunes hjemmeside og ved annoncering af ansøgningsfrist.

    Særligt fokus på forebyggelse af isolation og ensomhed hos ældre borgere

    Social- og Sundhedsudvalget ønsker at øge særlige indsatser for ensomme ældre hjemmehjælpsmodtagere. Ansøgninger med dette fokus kan derfor blive særligt tilgodeset. Det kan f.eks. dreje sig om besøgstjenester og ledsagerordninger for målgruppen.

    Der ydes sædvanligvis ikke støtte til:

      • Aktiviteter/formål, der på anden vis modtager støtte fra Frederikshavn Kommune
      • Den frivillige indsats, der alene består af bestyrelsesmøder (f.eks. forplejning ved bestyrelsesmøder)
      • Initiativer, der primært varetages af ansat personale. F.eks. personale ansat på dagcentre, i LeveBo-miljøer, på institutioner mv.
      • Lovbestemte råd og nævn, såsom bruger-pårørende-råd, Ældreråd og Handicapråd
      • Idrætsaktiviteter
      • Julehjælp
      • Foreninger/lokalafdelinger, der har likvide midler over 125.000 kr.
      • Foreninger/lokalafdelinger, der ligger inden for kommunens ansvarsområde, f.eks. almindelige fritidstilbud til børn og unge.

    Et evt. tilskud til foreningen/organisationen eller dennes aktiviteter må ikke tilfalde andre end foreningen/organisationen selv eller målgruppen for foreningens aktiviteter. Et eventuelt tilskud til lokalafdelinger må ikke videregives til lokalafdelingens hovedforening.

    Aktivitetsniveauet i de frivillige sociale organisationer og foreninger kan variere. En forening kan i nogle perioder være meget aktiv, mens den i andre perioder kan have færre aktiviteter.  Dette vil også afspejle sig i tildelingen af støtte fra §18-puljen, idet midlerne tildeles de frivillige sociale foreninger/organisationer, hvis aktiviteter er til gavn for socialt udsatte borgere. De frivillige sociale foreninger/organisationer kan derfor ikke forvente at modtage tilbagevendende støtte fra §18-puljen.

    Ved afslag foreslår Frederikshavn Kommune alternative muligheder, hvor dette er muligt.

    Kontakt

    Administrativ assistent

    Lorene Klemmensgaard