MitID erstatter løbende NemID

MitID logo på blå baggrund

Du får besked, når du skal have MitID

Der vil være forskel på, hvornår det bliver muligt for borgerne at få MitID. Udrulningen af MitID sker løbende i perioden fra efteråret 2021 til foråret 2022.

  • Hvis du har net- eller mobilbank i en dansk eller grønlandsk bank, får du MitID via net- eller mobilbanken. Du får automatisk besked, når det er din tur. Beskeden får du på et tidspunkt, når du logger ind i din net- eller mobilbanken. Du får besked fra den bank, som du har din NemKonto i. Det sker i løbet af 2021-2022, da der er mange, der skal have MitID. 

  • Hvis du ikke har net- eller mobilbank i en dansk eller grønlandsk bank, får du besked fra Digital Post, og du kan derefter få MitID på MitID.dk

Læs mere om, hvordan du får MitID på MitID.dk 

Sådan får du MitID i din net- eller mobilbank

Du kan få MitID igennem din net- eller mobilbank. Når det er din tur, får du besked, når du logger ind i din net- eller mobilbank. Fra du har modtaget beskeden, har du 30 dage til at få MitID. Der kan godt gå lidt tid, før du modtager beskeden i din net- eller mobilbank, men du skal ikke foretage dig noget før da. Har du brug for hjælp, skal du tage kontakt til din bank.

Hvis du har netbank og har fået besked, om at det er din tur til at få MitID, er der nogle trin du skal igennem. Afsæt derfor god tid til at gennemføre processen. 

For at få MitID skal du bruge: 

  • En computer, tablet eller smartphone
  • Dit NemID – nøglekort eller app
  • Adgang til SMS eller e-mail. 
Trin 1: Få MitID i din net- eller mobilbank

Du får automatisk besked, når det er din tur til at få MitID. Beskeden får du på et tidspunkt, når du logger ind i din net- eller mobilbank. Fra du får besked, skal du have gennemført forløbet inden for 30 dage. 

Trin 2: Accepter vilkårene

Du skal læse og acceptere vilkårene for brug af MitID.

Trin 3: Vælg MitID app – eller et af alternativerne

Du skal nu vælge, hvordan du vil bruge MitID. For langt de fleste vil MitID app være det bedste og mest enkle valg. For dem, der ikke har mulighed for at bruge appen, vil MitID kodeviser være et godt alternativ, mens MitID kodeoplæser er beregnet til personer med nedsat syn.

Trin 4: Indtast kontaktoplysninger

Du skal indtaste dine kontaktoplysninger (e-mailadresse eller telefonnummer) , så du senere kan få besked om MitID. 

Trin 5: Vælg bruger-ID

Du skal nu finde på et bruger-ID, som du skal bruge, hver gang du anvender MitID. Det må ikke være dit CPR-nummer. Find på en sammensætning af tal, bogstaver og specialtegn, som er svært for andre at gætte, men nemt for dig at huske. Dit bruger-ID fra NemID er allerede reserveret til dig i MitID, dog ikke, hvis det er dit CPR-nummer.

Trin 6: Download eller bestil MitID

Hvis du har valgt at bruge MitID app, skal du downloade den nu i Google Play eller App Store. Har du valgt MitID kodeviser eller MitID kodeoplæser, skal du bestille den med posten eller hente den i borgerservice.

Trin 7: Aktivér MitID

Nu skal du aktivere MitID. Du aktiverer MitID app ved at følge trinene i net- eller mobilbanken. MitID kodeviser eller -kodeoplæser aktiverer du ved at følge trinene i det medfølgende brev, som du modtager sammen med kodeviseren- eller oplæseren.  

Husk at beholde dit NemID nøglekort eller nøgleappen, indtil NemID er helt udfaset, også selvom du har fået MitID.

Hvis du ikke kan få MitID via net- eller mobilbanken

Hvis du hverken har net- eller mobilbank, får du besked via Digital Post. Herefter kan du få MitID på MitID.dk. Du kan få hjælp på MitID.dk eller ved at ringe til MitID support på telefonnummer 33 98 00 10. 

Læs mere på MitID.dk

Hvis du hverken kan få MitID via net- eller mobilbanken eller MitID.dk

Hvis du hverken kan få MitID via net -eller mobilbanken eller MitID.dk, kan du få MitID i din lokale borgerservice. Husk at booke tid.

Her kan du få hjælp

Har du brug for hjælp til at få eller bruge MitID, skal du kontakte din bank. De står klar til at hjælpe dig. Alternativt kan du gå på MitID.dk eller kontakte MitID support.        

Supporten kan kontaktes på

Telefon: 33 98 00 10

Telefontid: 

  • Mandag-fredag: kl. 08:00 - 20:00
  • Lørdag, søndag og helligdage: kl. 10:00 - 16:00

E-mail: support@mitid.dk 

Hjemmeside: MitID.dk (nyt vindue)

Du kan også bede om hjælp hos nogen, du stoler på. Det kan være et familiemedlem eller en god ven. Bare husk, at du ikke må dele: 

  • dine koder
  • din MitID app, -kodeviser eller -kodeoplæser
  • dit bruger-ID – undtagen med supporten, hvis du selv kontakter den.

Sådan hjælper du andre

Du må gerne hjælpe andre med at få MitID. De må dog ikke dele deres koder eller bruger-ID med dig. De må heller ikke udlevere deres MitID app, -kodeviser eller -kodeoplæser. Hvis du ikke har CPR-nummer eller NemID, kan du henvende dig i borgerservice. Husk at booke tid.

Pas godt på MitID

Det er vigtigt, at du passer godt på dit MitID. Følg derfor disse råd:

  1. Vis aldrig dine koder til andre
  2. Udlever aldrig din MitID app, -kodeviser eller -kodeoplæser til andre
  3. Del aldrig dit bruger-ID med andre – undtagen med supporten, hvis du selv kontakter den
  4. Godkend aldrig noget med MitID på baggrund af fx et opkald, e-mail eller besøg fra nogen, som udgiver sig for at være fra din bank, fra supporten eller noget helt tredje. Du vil aldrig blive kontaktet på den måde
  5. Vær opmærksom på, hvilken handling du er ved at godkende med MitID. Hvis teksten ikke svarer til det, som du ønsker at gøre, eller hvis du ikke selv har igangsat handlingen, skal du lade være med at godkende. 

Behold NemID indtil videre

Selvom du får MitID, skal du beholde NemID indtil videre. Det skal du, fordi der i en overgangsperiode er steder, hvor du stadig skal bruge NemID, indtil NemID er endeligt udfaset. Du får besked, når du ikke længere skal have NemID, enten af din bank eller via Digital Post.

Hvis du mister din mobiltelefon

Hvis du mister din telefon, skal du straks spærre den MitID app, som er tilknyttet den telefon, du har mistet. Det gør du enten på MitID.dk eller ved at ringe til MitID supporten.

Med MitID kan du have en backup ved at installere MitID appen på flere enheder, fx både på din mobiltelefon og din tablet. Så kan du også benytte den anden enhed til at genetablere MitID appen på en ny mobil. Hvis du har andre MitID identifikationsmidler, fx en kodeviser, kan du logge ind på MitID.dk og få aktiveringskode og midlertidig PIN-kode til en ny MitID app.

Hvis du er kommet til at slette din MitID app, og du ikke har et alternativ som f.eks. en kodeviser, kan du gå til MitID.dk og få en aktiveringskode og midlertidig PIN-kode til en ny MitID app, men det kræver, at du har NemID. 

I første halvår af 2022 lanceres en funktionalitet i MitID appen, der giver dig mulighed for at genetablere appen via scanning af dit pas, hvis du skulle miste sin MitID app.

Supporten kan kontaktes på

Telefon: 33 98 00 10

Telefontid: 

  • Mandag-fredag: kl. 08:00 - 20:00
  • Lørdag, søndag og helligdage: kl. 10:00 - 16:00

E-mail: support@mitid.dk

Hjemmeside: MitID.dk (nyt vindue)

Hvis du mister din kodeviser eller kodeoplæser

Hvis du har MitID app, kan du logge ind på MitID.dk og bestille en ny kodeviser eller kodeoplæser. Hvis du ikke har MitID app, skal du henvende dig i borgerservice.

Læs mere på MitID.dk 

Flere brugere på MitID appen på samme smartphone/tablet

Hvis I er flere personer i samme husstand, som fx benytter den samme tablet, kan I bruge den samme MitID app. I skal bruge hver jeres bruger-ID, da man kun må bruge sin egen MitID-identitet. Hvis I bruger den samme app, kan I derfor ikke bruge ansigtsgenkendelse eller fingeraftryk til at åbne MitID appen med. Her skal I bruge jeres personlige MitID app PIN-kode i stedet.

Til dig, der er udlænding i Danmark

Hvis du vil have adgang til offentlige tjenester som SU eller Skat i Danmark, skal du have et MitID. Du vil få besked i din net- eller mobilbank, når det er din tur til at få MitID.

Udlændinge, der flytter til Danmark i løbet af efteråret 2021, kan dog tidligst få MitID fra 2022. 

Til dig, der er fuldmagtshaver

Du kan hente MitID kodeviser eller kodeoplæser for en anden person, hvis du medbringer din fuldmagt på borgerservice.

Hvad er MitID?

MitID er først og fremmest en app til smartphone og tablet. Du kan bruge MitID til alt det, som du plejer at bruge NemID til, fx logge på netbanken eller borger.dk.

MitID kommer til at afløse NemID i løbet af 2021 og 2022. Det sker, fordi der er brug for et digitalt ID, som kan leve op til fremtidens sikkerhedskrav og behov. NemID er en god og sikker løsning i dag, men MitID er med til at styrke sikkerheden endnu mere. 

Med MitID bliver du godt beskyttet mod identitetstyveri, da du kan få besked både gennem MitID appen, på SMS eller e-mail, hvis nogen fx forsøger at aktivere MitID appen fra en ny enhed. Samtidig stilles der høje krav til identitetssikring, dvs. at du kan dokumentere din identitet, både når du skal have MitID, og når du bruger det til fx at overføre penge eller logge ind på en selvbetjeningsløsning.

Det er gratis at få og bruge MitID.

Der vil være en løbende overgang fra NemID til MitID. Husk derfor at beholde dit NemID nøglekort eller nøgleappen, indtil NemID er helt udfaset.

Du kan læse mere om MitID på MitID.dk

Sådan bruger du MitID

Du kan bruge MitID appen, som du bruger NemID nøgleapp i dag. Med et enkelt swipe kan du godkende eller logge ind med MitID på din smartphone eller tablet, fx hvis du skal overføre penge i din net- eller mobilbank, se dine skatteoplysninger eller handle på nettet. Du kan sagtens bruge MitID app, selvom du ikke bruger NemID nøgleapp i dag.

Alternativer til appen

Der findes to alternativer til dig, som ikke har mulighed for at bruge appen: En MitID kodeviser og en MitID kodeoplæser. Hvis du ikke har mulighed for at bruge appen, vil MitID kodeviser være et godt alternativ, mens MitID kodeoplæser er beregnet til personer med nedsat syn.

Du kan vælge, om du vil have MitID kodeviser eller MitID kodeoplæser sendt med posten eller hente den i borgerservice. Når du har modtaget eller hentet MitID kodeviser eller kodeoplæser, skal den aktiveres, så den tilknyttes dig.

MitID kodeviser

MitID kodeviser er en lille elektronisk enhed, som viser dig en engangskode, som du skal indtaste, når du skal bruge MitID. MitID kodeviseren er så lille, at du kan have den i dit nøglebundt eller i lommen.

MitID kodeoplæser

MitID kodeoplæser har en stor skærm, der viser dig en engangskode, som du skal indtaste, når du skal bruge MitID. MitID kodeoplæser kan også læse engangskoden op. Den er beregnet til personer med nedsat syn.