
Nordjyllands Politi har besluttet, at butikker fra lørdag d. 2. maj og frem til foreløbigt søndag d. 10. maj 2020 ikke må udstille varer og lignende på gågaden i Skagen. Argumentet for tiltaget er, at det skal forhindre yderligere smittespredning i samfundet. Politiet henviser konkret til en episode, hvor der var mange folk i weekenden omkring en række tøjstativer i gågaden.
Der er tale om en myndighedsbeslutning og ikke en beslutning truffet af Frederikshavn Kommune.
- Vi kan ikke sætte os imod Nordjyllands Politis beslutning. Særligt ikke, når argumentet er, at man ønsker at forhindre, at folk stimler sammen og derved mindske smittespredning. Men vi forstår fuldt ud, at de forretningsdrivende i byen ærgrer sig gevaldigt og bliver bekymrede. Vi begræder situationen sammen med butiksindehaverne. Det er voldsomt svært at tjene penge nu, hvor intet er, som det plejer, siger Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune.
Beslutningen truffet på et fællesmøde
Nordjyllands Politi traf beslutningen om forbuddet mod varer i gågaden efter en dialog med Frederikshavn Kommune, Skagen Handelsstandsforening og Turisthus Nord om netop gågaden i Skagen. Politiet gjorde det klart, at de som myndighed havde tre muligheder: At udskrive bøder, at lave et totalt opholdsforbud eller at forbyde vareudstilling midt i gågaden. Det fortæller formand for Skagen Handelsstandsforeningen Thorben Pedersen.
- Vi havde ikke mulighed for at protestere, og alternativet var værre. Det vigtigste for os har været at undgå opholdsforbuddet. Folk kan stadig bevæge sig rundt i gågaden, kigge vinduer og på den måde få lyst til at handle. Det ville være katastrofalt, hvis hele gågaden blev lukket ned. Det var pest eller kolera, siger han.
Direktør i Turisthus Nord René Zeeberg stemmer i.
- Vi har orienteret vores medlemmer om myndighedernes beslutning. Hvis alternativet var et totalt opholdsforbud, så må det her være den mest tålelige beslutning. Vi ærgrer os dog over, at det er kommet dertil, siger han.