
75-året: Lys tændes i rådhusvinduerne

Mandag den 4. maj er det præcis 75 år siden, at befrielsesbudskabet røg ud gennem danske radioer omkring kl. 20.35. I år markerer Frederikshavn Kommune 75-året med lys i vinduerne på rådhusene i Sæby, Frederikshavn og Skagen. Lysene bliver batteridrevne.
- Den 4. maj vendte lyset tilbage efter fem års mørke i Danmark. Den aften stormede danskerne ud på gaderne. Det kan vi desværre ikke gøre efter, men vi kan holde fast i traditionen om at sætte lys i vinduerne. Og vi skal selvfølgelig ikke risikere ildebrand, så det bliver batterilys, siger Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune.
Traditionen med at tænde lys i vinduerne lever stærkt i dag, selvom langt de færreste danskere endnu var født den 4. maj 1945. På befrielsesaftenen rev mange deres forhadte mørklægningsgardiner ned og tændte lys, og så var en tradition født.
- Jeg synes, at lysene får en ekstra dimension i år. De fortæller en stærk historie om fred og frihed, men de viser også, at vi hænger sammen og holder sammen – på afstand, fortæller Birgit S. Hansen.