
Torsdag den 22. august inviterede Frederikshavn Kommune unge uddannelsessøgende, ledige med lyst til omskoling eller personer, som gerne vil have et vikariat for at snuse til sundhed- og plejeområdet. Cafémødet var en stor succes. Mellem 35-40 mennesker kom i løbet af halvanden time og fik mulighed for at hilse på uddannelseskonsulent, ledere og praktikvejledere, Jobcentret og HF&VUC Nord.
Der blev lavet flere aftaler til cafémødet, for eksempel mulighed for afløserjob og elevplads som SOSU-assistent og -hjælper, imens andre fik en snak med VUC om at blive løftet i det faglige niveau i dansk og matematik. To Jobcentermedarbejdere stod til rådighed til en snak om voksenlærlingeordningen, som kan være en hjælp til at tage det skridt mod et karriereskifte.
- Vi kommer helt sikkert til at gentage ideen om cafémødet igen. Vi har allerede ideer til, hvordan vi gør det endnu bedre næste gang, udtaler uddannelseskonsulent Dorthe Houmann fra Center for Sundhed og Pleje.
Nåede du ikke at komme til cafémøde, er du altid velkommen til at kontakte uddannelseskonsulent Dorthe Houmann på mail doho@frederikshavn.dk eller telefon 21 19 30 25 eller områdesekretær Birgit Samson på mail bisa@frederikshavn.dk og telefon 29 48 63 38 til en uformel snak om dine muligheder inden for social- og sundhedsområdet.
Du kan stadig nå at søge en elevplads som social- og sundhedshjælperelev eller social- og sundhedsassistent. Vi har ansøgningsfrist torsdag den 19. september.
Hvis du er over 25 år og er ledig har du måske mulighed for at komme i voksenlærlingeordningen. Kontakt dit Jobcenter for at høre nærmere om dine muligheder.
Er du selv i tvivl om dit dansk- og matematikniveau, kan du blive FVU-screenet gratis på VUC. Er du i målgruppen, kan du deltage i undervisningen, uden det koster dig eller din arbejdsgiver noget.