
Mountainbike-kørere får lørdag den 22. juni kl. 12 deres helt eget spor omkring Pikkerbakken i Frederikshavn. Sporet hænger sammen med kommunens mål om at understøtte forskellige aktiviteter i det fri. Det mål indbragte Frederikshavn Kommune titlen som årets friluftskommune i 2018. Borgmester Birgit S. Hansen kommer til indvielsen kl. 12.00 og klipper snoren til sporet.
Bangsboområdet er et attraktivt udflugtsmål for på grund af de mange aktiviteter, stier og muligheder for løbe- og gåture med familien. Det er også muligt, at cykle på grusstierne i hele området - undtagen i Dyrehaven. Så efter mountainbikerne har gjort deres indtog i de danske skove, er der behov for at se på udnyttelsen af arealerne og færdslen på stierne.
- I Frederikshavn Kommune vil vi gerne tage hensyn til alle brugere af skovene. Derfor byder vi også gerne mountainbikerne velkomne. Og et sted som Pikkerbakken, hvor der kommer mange mennesker, har vi i samarbejde med mountainbikerne lavet et separat spor. Det er gjort, til dels for at tage hensyn til andre brugere af skoven, men også for at lave et spor som er interessant for mountainbikere, udtaler Friluftskonsulent Hanne Lauritsen fra Frederikshavn Kommune og tilføjer:
- Det betyder, at der kører de på sporet, i stedet for på de andre stier. Hvor de i øvrigt gerne må færdes ifølge naturbeskyttelsesloven.
Godt eksempel på stærk frivillig indsats
”NorthEastcoast 9900 Trailbuilders” har stået for det meste af arbejdet med at anlægge sporet. I det store hele kan man sige, at kommunen har hjulpet med maskinkraft og grus til sporet, og de frivillige har lagt arbejdstimer samt masser af sved og muskler til.
- Det har været fantastisk at opleve samarbejdet med kommunen i forbindelse med bygning af sporet. Desuden har det været vigtigt, at det er et område, der i øjeblikket er i fokus i kommunen, og man har virkelig valgt at understøtte de frivillige i dette arbejde, udtaler Danny Rishøj fra NorthEastcoast 9900 Trailbuilders, som har været drivkraften på sporbyggeriet.
Bæredygtige mountainbikespor
Det ser voldsomt ud, når der graves og regeres under anlæggelsen af et mountainbikespor. Og gruset der bliver lagt på lyser op i skovbunden. Men det er nødvendigt i et område som Pikkerbakken, hvor der er lerskråning. Hvis ikke sporet blevet funderet ordentligt, vil skråningen skride og området kommer dermed til at se værre ud. Der går ikke lang tid, før skoven vokser til, og når der kommer jord og slid på sporet, vil det blive mindre synligt med tiden.
Sporet er bygget, så alle kan køre på det. Det er et blåt spor til de øvede og et spor i den lette ende rent teknisk. Den største udfordring er nok, om man har luft til hele opkørslen.