
Palmerne har overvintret i kommunens gartneri, men nu skal de ud på stranden og skabe den rette sommerstemning for lokale og turister i Frederikshavn Kommune.
Arbejdet begynder tirsdag morgen klokken 7.00 og i løbet af dagen, bliver de gravet ned i sandet. Palmeruten er nøje planlagt, så palmerne kommer trygt og sikkert til Palmestranden. Når palmerne ankommer til Palmestranden, står Michael Nielsen fra Park & Vej klar til at fordele palmerne rundt på stranden.
- Jeg møder ind på Palmestranden om morgenen, hvor jeg begynder at sætte de pæle, der markerer, hvor palmerne skal stå. Og jeg forsøger hvert år at finde nye placeringer til palmerne, fortæller Michael.
Når pælene er sat, graver kollegaerne de huller, hvori palmerne skal plantes. Herefter begynder palmerne så småt at ankomme til Palmestranden, hvor de skal bo frem til efteråret.
Vil du se med?
Tag et smut forbi Palmestranden, hvor du kan se, hvordan Park & Vej arbejder med palmerne. I videoen kan du se, hvor palmerne bor om vinteren :-)
Sommerstemning i hele kommunen
Palmerne er blot én af de opgaver, som Park & Vej udfører for at skabe den rette sommerstemning i kommunen. De store græsklippere har allerede været ude på deres første tur, og i løbet af maj flytter de smukke sommerblomster ud i bybilledet. Det varer heller ikke længe, før strandramperne bliver opsat, så vores strande er tilgængelig for alle, der vil nyde havet og naturen ved kysten.