
Fremtidige generationer skal formentlig kunne begå sig online på et langt højere niveau, end man skal i dag. Der vil eksempelvis være behov for evner inden for digitale kommunikationsværktøjer og viden om basal programmering.
- Teknologi fylder allerede meget i vores hverdag. Og når vores mindste borgere når folkeskolealderen, har det uden tvivl udviklet sig yderligere. For slet ikke at tale om det behov for teknologisk forståelse, de kan forventes at skulle have, når de en dag træder ind på arbejdsmarkedet. Den fremtid har vi som kommune pligt til at ruste dem til, siger Vibeke Post Madsen, centerchef for Børn og Skole i Frederikshavn Kommune.
Derfor har Frederikshavn Kommune afsat knap to millioner kroner, som skal bruges til at dygtiggøre kommunens yngste digitalt.
Leg skaber læring
Styrkelsen af de yngste borgeres digitale evner kommer til at foregå på flere fronter. Der afsættes eksempelvis penge til nyt digitalt udstyr som projektorer, digitale mikroskoper og integrerede lydanlæg – samt til undervisningskufferter med iPads, smartphones, kodningsrobotter og andet udstyr til digital læring.
- Det digitale udstyr må dog aldrig stå alene. Det er ikke udstyret, der er det vigtige. Det væsentlige er, at teknologien understøtter børnenes udvikling og dannelse, siger Vibeke Post Madsen.
Læringen skal ske gennem leg, hvor udstyret eksempel kan bruges til at skabe lyden fra en jungle samtidig med, at børnene ser på junglens dyr på væggene og prøver at efterligne deres bevægelser – en leg, der aktiverer børnenes sanser og som sætter bevægelsen i centrum. På samme måde kan der leges med robotter og kodning, hvor fri leg og læring blandes sammen.
- Vi har mange dygtige pædagoger ude i vores institutioner, og jeg er sikker på, at de finder de helt rigtige løsninger på, hvordan man kombinerer teknologi og pædagogik til gavn for vores børn, siger Vibeke Post Madsen.
Den første undervisningskuffert bliver præsenteret for børn og pædagoger i dagsinstitutionen Lærkereden i Frederikshavn den 18. januar